Anna Pørtner
Tine Lautrup Petersen og Lars Petersen var ellers i fuld gang med den store X-Factor-finale, da deres højdrægtige hoppe Hardsyssel Hottie e. Blue Hors Hotline/ Akinos lagde sig ned. Hoppen var drægtig med stutteriets egen hingst Kirsebærgaardens Le Mans e. Lauries Crusador xx/ Enzo, der er fløjhingst og materialprøvevinder.
– Vi kunne godt sætte X-Factor-finalen på pause, for vi måtte i stalden, kunne vi se på overvågningen, fortæller Tine.
Ganske rigtigt var Hottie i fuld gang med at fole, og da Tine og Lars ankom i stalden, kom der allerede en mule og et forben til syne. Dog var det ikke helt, som det plejede, og da Hottie lagde sig helt fladt ned og pressede helt vildt kraftigt, kunne avlerne fornemme, at noget var galt:
– Vi syntes at hun pressede noget mere end de plejer. Lars fik trukket så meget i føllet, at skulderen kom med ud, men noget var galt. Der kom et par ben mere som lå lige over det første føl, og der var vi bange for at føllet lå drejet rundt, så det var bagbenene, som var på vej ud. Det hele sad fast, og vi troede faktisk, at vi ville miste årets føl.
Heldigvis gik det ikke så galt, for da Hottie fik en ve mere, kom der pludselig en mule mere til syne. Tine og Lars kunne altså tage imod ikke bare ét føl men to.
– Lars kunne trække føl nummer et ud og føl nummer to kom lige efter. Det var to helt velskabte føl. Et hoppeføl og et hingsteføl, fortæller Tine.
Det var noget af et chok for avlerparret, for Hottie var kun scannet drægtig med et føl, som er det ønskelige scenarie i hesteavlen, da en tvillingefødsel sjældent går godt. Imod alle odds kom der to velskabte føl til verdenen for en uge siden, og det er altså ikke første gang, at avlerparret oplever det. Tilbage i 2020 oplevede Tine og Lars nemlig også en tvillingefødsel, hvor deres hoppe Kirsebærgårdens Mary Monro e. Laban af kloster/ Mago xx ligeledes fik to velskabte tvillingeføl - også med hingsten Kirsebærgårdens Le Mans.
– De to fire-års tvillinger vi har trives så godt. De har aldrig haft dyrlæge pånær ved vaccine og tandlæge, fortæller Tine.
Tine og Lars har avlet siden 1995 og har boet på Kirsebærgården, der avler oldenborg- såvel som DV-heste, siden 1996, hvor de sidenhen har avlet omkring 160 føl. Nu er det altså tredje gang, at parret prøver at tage imod tvillinger, da parret en enkelt gang har haft en hoppe, der fik tvillinger tre måneder før termin, og derfor klarede tvillingerne sig dengang ikke.
– Det var noget af et chok, men de stortrives og der er krudt i dem, afslutter Tine.