Annika Knudsen Lorentsen
Ved Christmas Show i december 2019 bemærkede Caroline Rehoff Pedersen, at hendes hest Rubens de Laume træk vejret mere højlydt end normalt på opvarmningen.
– Jeg troede først ikke det var så slemt, for han har altid haft lidt lyd på sin vejrtrækning. Men efter ca. seks spring inde på banen hev han så meget efter vejret, at jeg måtte hoppe af ham med det samme, og forsøge at få ham til at trække vejret roligere, forklarer Caroline og fortsætter:
– Han hyperventilierede og var helt ved siden af sig selv. Jeg var meget chokeret over oplevelsen, og vi fik ham selvfølgelig tjekket meget grundigt.
Det var svært at finde årsagen, og derfor tog familie Rehoff Pedersen ham til Ansager Hestehospital, hvor han skulle tjekkes fuldstændigt.
– Han fik et rør i halsen, mens jeg red på ham, for at man kunne se, hvordan det så ud nede i luftrøret, når han bevægede sig. Alt så normalt ud, indtil dyrlægen kiggede helt lige på halsen. Her viste det sig, at hans hals var helt skæv, forklarer Caroline og fortsætter:
– Han blev ultralydsscannet, og her fandt vi noget væv eller brusk-lignende i halsen. Det havde vokset sig så dybt ind i halsen og formået at kollapse luftrørets bruskringe på et område på 20-25 cm. Hvor længe det har været sådan, og hvorfor det er sket, det ved vi ikke, og dyrlægen havde aldrig set det før.
Diagnosen betød med sikkerhed, at bruskringene aldrig vil kunne blive normale igen og holde luftrøret oppe, så udsigten til, at Rubens de Laume skulle komme tilbage i sporten var ikke god.
– Vi fik at vide, at vi nok godt kunne glemme alt om, at han ville blive ridehest igen, men vævet skulle selvfølgelig fjernes, og i januar 2020 blev han opereret.
Tilbage i topsporten
Selvom Rubens de Laume blev dømt ude, så gik han i juni 2020 fejlfrit i 120 cm uden de helt store problemer med vejrtrækningen.
– Jeg kan huske, at jeg var meget rørt den dag, fordi jeg aldrig havde forventet at skulle starte på ham igen. Måneden efter gik han 145 cm igen, og det niveau går han fortsat på. To måneder efter operationen i januar valgte jeg at give genoptræningen en chance, selvom jeg godt var klar over, at det nok var en umulig opgave.
– I starten gik det ikke så godt med vejrtrækningen, men lige så stille blev det bedre, i takt med, at han kom i bedre form. Jeg tror det har været et spørgsmål om, at han har skulle vænne sig til det. I starten da han begyndte at deltage ved stævner igen, brugte vi tiden lige inden vi skulle på banen, på at få hans puls ned, men i dag konkurrerer jeg på ham på helt almindelig vis. Derfor kalder vi ham mirakelhesten.
Endnu en mirakelhest i stalden
Endelig var Rubens de Laume tilbage på toppen igen, og dermed havde Caroline igen flere heste til de høje klasser. Glæden varede dog ikke længe, for i sommer sprang Caroline nogle små spring på hendes tophest Carolus-Magnus, som forberedelse til et internationalt stævne i Tyskland.
– På det allersidste spring, som jeg havde planlagt i træningen, kunne jeg i landingen mærke, at der var noget helt galt. To galopspring efter stod Magnus helt stille på tre ben, og jeg gik i panik og råbte efter min mor, fortæller Caroline og fortsætter:
– Hun kom selvfølgelig ud og ringede akut til dyrlægen, mens jeg stod ved siden af min bedste ven og bedste hest. Jeg var meget ked af det.
Dyrlægen kom ud og scannede vallakkens ben, og her var det en nedslående nyhed Caroline og hendes mor fik.
– Han kiggede alvorligt på min mor, og så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Jeg var helt knust og brød sammen.
Det viste sig, at 17-årige Carolus-Magnus havde pådraget sig en skade på den overfladiske bøjesene, hvor 80 % af tværsnittet af senen var blevet beskadiget. Carolines tophest havde altså pådraget sig en meget alvorlig skade, med en meget dårlig prognose, og tykkelsen af senen var mere end fordoblet på grund af hævelser.
– Jeg tror, at mange i dette tilfælde ville have valgt at sige, at det var slut for denne gang, og ladet hesten aflive. Det var bare ikke en valgmulighed i mine øjne. Magnus skulle blive hos mig, og sådan var det, og derfor gik behandlingen i gang.
I den akutte fase blev Carolus-Magnus behandlet med is hver 4. time og laser, og da han igen kunne transporteres, fik han stamcellebehandling og 3 spabehandlinger ugentligt i en måned. Derefter stod den på restitution derhjemme, men uden boksro.
– Vi valgte at opretholde hans hverdag. Det betød, at vi trak ham humpende på fold hver formiddag og gik en kort tur med ham om eftermiddagen, forklarer Carolines mor Lone.
Den 1. december, 5 måneder efter skaden, var Carolus-Magnus klar til små skridtture med rytter, og den 15. december blev han af en overrasket dyrlæge erklæret rengående. Scenen er fortsat fortykket, men ikke af væske, men i stedet af arvæv.
– Vi tror, at det er indsatsen i den akutte fase, samt det, at vi ikke lod ham få boksro, der har gjort forskellen. Han fik mulighed for at bevæge sig frit, og dermed stabilisere sig på folden.
Siden er Carolus-Magnus også begyndt at trave, og Caroline følger en meget nøje genoptræningsplan.
– Han er stadig pensioneret fra topsporten, men lige nu rider jeg ham hver dag. Min plan er, at han skal være hyggehest og måske springe nogle små spring i ny og næ, hvis han kan holde til det. Jeg tror på, at han får en bedre pension, hvis han bliver holdt i gang, for jeg kan mærke, at han elsker at være lidt i gang igen, slutter Caroline.
I januarnummeret af magasinet Ridehesten, som netop er udkommet, kan man læse et tema, hvor der er fokus på hestens sundhed. Her er der blandt andet en artikel om genoptræning og en artikel om stamcellebehandling.
