En RDH-hoppe vandt Hubertusjagten

11-11-2013 14:59

Thomas Bach Jensen

Vinderen af den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven var i år som bekendt Mark Hartvig på hesten Fijocca. Mindre kendt er det, at Fijocca er en Dansk Varmblodshoppe kåret i RDH

Årets Hubertusjagt blev i år vundet af Mark Hartvig på den 11-årige Dansk Varmblodshoppe Fijocca e. Flyinfact xx / Purioso (opdr. Pia Gobert). Mark købte hoppen af opdrætteren, da den var 5 år og gik med sin andet føl. Fijocca, der er kåret i RDH under navnet Baunehøjens Fijocca, har haft to føl e. Florencio og UNO Don Diego.

- Jeg købte hende direkte af avleren og har aldrig oplevet en hest med bedre temperament og kapacitet. Hun har været en fornøjelse at træne og ride. Kort sagt Dansk Varmblod, når det er bedst, udtaler Mark Hartvig slet stolt om sin pragtfulde hoppe.

Pia Gobert og Asger Lorentsen anvendte i 2001 hingsten Flyinfact xx, fordi deres hoppe ikke kunne komme i fol, og hingsten stod nær dem, og så var det naturlig bedækning.

- Og da DV opfordrede avlerne til at bruge fuldblod, kunne det jo ikke gå helt galt og slet ikke, hvis det blev et hoppeføl. Heldige var vi, så vi regnede med, at hun skulle i avlen, hvor hun skulle levere nogle dressurheste, fortæller Pia Gobert.

Efter Fijocca havde fået to føl, kom der en dag en bil kørende ind på gårdspladsen og ud steg Mark Hartvig. Han og hans hustru havde set hoppen så mange gange på folden, hvor hun stod og kiggede på dem, når de kom kørende til deres sommerhus. Mark spurgte Pia og Asger, om han måtte købe hoppen til sin hustru. Resten er historie.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner