En anderledes distancetræning

23-10-2019 06:40

Rikke Arkesteijn

Når vi træner vores distanceheste, så rider vi oftest alene eller sammen med 1 eller 2 andre ryttere. Til stævner rider man nogle gange i en større flok, og det kan derfor være en god ide også at træne din hest til det. Derfor tog vi i sidste weekend til rævehalejagt på Rideklubben Birken

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Én gang om året arrangerer Rideklubben Birken rævehalejagt, hvor man kan komme og være med til en hyggelig dag. Det foregår sådan, at man først samles til hest, og finder ud af hvilken rækkefølge der skal rides i. Alle er klædt pænt i hvide ridebukser og rød jakke. Så rider man afsted på en ca. 15 km. tur i alle gangarter. I år var der lavet to ruter, én til nybegyndere og en til de lidt mere øvede. Midt på ruten holder man pause, hvor der er kage og sodavand til alle. Det foregår på en stubmark, hvor Rideklubben også har sat spring op, til dem som gerne ville tage et spring eller 2. Efter pausen rider man igen videre og tæt ved Rideklubben, hvor vi startede, laves der konkurrence om hvem der kan fange rævehalen og derefter opløb. En rytter har en rævehale syet fast på jakken, og de andre ryttere skal ride efter hende eller ham for at prøve at fange den, den der først får fat på rævehalen, har vundet. Opløbet handler kort sagt om at komme først ned i den anden ende af marken!

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi havde begge mine røde heste med, altså Sadeeq og Ossie (Cardinals Dream), jeg red på Sadeeq og min veninde, Malene, red på Ossie. I år var der mange tilmeldte, så vi var ca. 30 ryttere i vores gruppe. Vi startede med at ride midt i gruppen, men det var hestene ikke helt tilfredse med, så Sadeeq sparkede ud efter en af de andre heste. Det har han aldrig gjort før, men jeg tror han var helt vildt glad og ville bare gerne løbe. Vi valgte derfor at ride bagerst resten af turen, hvilket ikke gjorde hestene mere tilfredse. De ville bare gerne gå forrest, så de hev i tøjlerne og gik mere sidelæns end de gik fremad. 15 km. er som sådan ikke en lang træning for de to heste, men det var vildt god træning for dem at ride i en større gruppe, hvor de ikke bare fik lov til at gå forrest. Sadeeq er kun 5 år, men han klarede stadig opgaven rigtig godt, jeg tror dog han var træt i hovedet efter turen.

Da vi kom til kampen om rævehalen og opløbet, valgte vi at springe over. Vi ville nemlig nødig risikere at de fik unødvendige skader af det. Vi har nemlig ét stævne tilbage i år, og det skal hestene helst gerne være klar til!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner