Anna Pørtner
I går lagde den første halvdel af ponyrytterne ud i Opglabbeek, Belgien, for at kæmpe om medaljer til europamesterskaberne. Her var de to første danske ekvipager på banen, og lagde godt ud med at sikre Danmark en foreløbig andenplads. Førstepladsen var foreløbigt besat af Tyskland, og i dag gjaldt det så den sidste halvdel af ponyrytterne, før medaljetagerne til dette års europamesterskab for hold kunne findes.
I går var Filippa Jæger Jensen og ponyen Crown Charm Of Royal e. Casino Royale K WE/ Monte Christo på banen og leverede et flot resultat med 72,143%, ligesom Victoria Bang Zindorff og Del Classico e. D-Day AT/ Dancer 7 ligeledes var på banen og red til flotte 71,857%. Med de to seje danske pigers præstation, lå Danmark til en foreløbig andenplads i mesterskabet.
I dag gjaldt det så den anden halvdel af det danske hold, nemlig Ingeborg Elizabeth Schou og Fs Calimero e. Fs Dior de Luxe/ Top Nonstop og Sofia Rosenkilde og DSP Cosmo Royale e. Cosmopolitan Nrw/ Casino Royale K WE. Ekvipagerne skulle på banen og gøre sit for, at Danmark bevarede den flotte placering, eller endda skubbede tyskerne ned på en andenplads, og dermed kunne stille sig øverst på podiet. Først ud var Ingeborg Elizabeth Schou og Fs Calimero. Parret red en imponerende tur og sikrede sig 74,371%, hvilket var nok til foreløbigt at ligge sig i spidsen af mesterskabet, og placerede Danmark i en rigtig god position til en mulig medalje. Dog blev parret skubbet ned på andenpladsen, da britiske Abigail Gray og George Clooney B.S e. Caesar 171 sikrede sig førstepladsen med 75,114%.
Herefter var det sidste danske rytter, der nu skulle ind og kæmpe for de røde og hvide farver, nemlig Sofia Rosenkilde og DSP Cosmo Royale. Endnu en gang beviste Danmark, at de unge dressurryttere er med i toppen, da Sofia og DSP Cosmo Royale red til 72,943%, og dermed lagde sig ind på en individuel femteplads. Da Sofia havde været på banen, gik der lidt tid før klassen var slut og det endelige resultat var sikret, men da sidste rytter havde forladt banen, kunne danskerne ånde lettet op. Sølvet var sikret. Med 219,457 point kunne de danske ponyryttere kaste sig i armene på hinanden og glæde sig over, at de alle havde leveret toppræstationer, der var nok til at sikre dem en EM-medalje. Vinderne blev Tyskland med 220,343 point, mens Sverige lagde sig ind på andenpladsen med 215,142 point.
Landstræner for de danske ponyryttere, Lisbet Seierskilde, siger følgende om det flotte resultat: – Vi er mega stolte over pigerne præstation. Jeg havde inden EM sagt til rytterne, at de virkelig skulle satse og ride til for at prøve at gå efter guldet, så jeg er super stolt over, at de alle fire leverede som de gjorde og var under én procent fra guldet.
Senere i dag gælder det juniorerne, hvor anden halvdel af rytterne skal på banen, før det endelige resultat af holdmesterskabet kan findes. Danmark har to ryttere til start, nemlig Michella Skovsager og Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brantano II som en af dem, og Anna Teibel Raben og Sparaday e. Toerveslettens Spartacus/ Don Frederic 3 som den anden. Lige nu ligger de danske juniorer på en foreløbig tredjeplads i holdmesterskabet, så det bliver yderst spændende at følge konkurrencen, når de går på banen i eftermiddag.
Udover dressurrytterne, er danske Selma Hundborg Dresler og ponyen Clounamon Coco til start i det individuelle mesterskab i springning, hvor de i aften skal ride første kvalifikation, der går i 130 cm.