EM-pigerne: Vi glæder os!

23-07-2018 10:12

Camilla Tiefensee Schrøder

For første gang i fem år stiller Danmark med en ponyhold ved EM i military. Mød de fire piger, som glæder sig og er spændte på at komme af sted til Bishop Burton i England den 7.-12. august

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre: Anna-Sofie Lyndgaard Zeltner, Luna Richter, Line Bøgh Sørensen og Astrid Vibe Skovgaard til samling på Søborggård Rideklub i juli. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om små to uger rejser de fire danske ponyryttere af sted på den lange tur til England for at deltage i Europamesterskaberne i military for ponyer i Bishop Burton. Allerede da Ridehesten.com mødte dem kort før DM på Søborggård Rideklub, var de begyndt at se frem til EM med spænding.
– Vi glæder os sindssyg meget, sagde de næsten i munden på hinanden og med store smil. Astrid Vibe Skovgaard, Luna Richter, Line Bøgh Sørensen og Anna-Sofie Lyndgaard Zeltner kender hinanden godt fra samlinger og stævner, og de har også været til NM sammen sidste år, hvor Line Bøgh var med som reserve, og de tre andre var på holdet, der vandt guld.

Erfarne ponyer på holdet
Holdkaptajn Sally Schlichting synes, det er helt fantastisk at kunne sende et ponyhold af sted til EM for første gang i fem år.
– Og så er det tilmed nogle rimeligt rutinerede ryttere, vi har med. De red allerede tostjernet sidste år i Tyskland, og så har nogle af deres heste også allerede noget rutine, siger hun.
To af ponyerne på holdet har allerede EM-erfaring, og det er tilfældigvis de to brogede heste på holdet: Anna-Sofie rider Skrædderdals Annabell, som med Mathilde Skrædderdal i sadlen har gået EM som hest. Og Luna Ricthers Sissi.dk Tento gik EM i military for ponyer på Vilhelmsborg i 2016 med sin daværende rytter Julie Müller.

Mødet med eliten
Det bliver dog noget helt specielt at komme til England, hvor militarysporten er rigtig stor, og at skulle ride mod alle de allerdygtigste ponyryttere fra hele Europa.
– Når de andre kommer med deres kæmpe million-lastbiler, så kommer vi til at føle os lidt små ved siden af med vores Böckmann-trailere, griner Anna-Sofie, og de andre griner med. De har et godt sammenhold, og mødet med eliten er ikke noget, de umiddelbart får præstationsangst af.
– Vi føler ikke noget pres som sådan, siger Luna. – Men det ville selvfølgelig være fedt, hvis vi præsterede top, så folk kan se, at vi godt kan noget.
 – Så kan vi virkelig vise, at militarysporten er på vej frem, istemmer Astrid.
Rundt om bordet bliver de enige om, at de håber på at kunne ligge i midten af feltet, hvis det går godt. 

Intensiv træning
Siden samlingen og DM-stævnet på Søborggård Rideklub i starten af juli har alle ryttere fulgt deres målrettede træningsplaner for at blive parate på bedst mulig vis.
Line fortæller, at hun efter DM tog nogle rolige dage, hvor de red ture og løsgørende dressur. I sidste uge trænede hun alle discipliner:
– Jeg har først og fremmest redet dressurundervisning hos Hanne Brebøl Thorsen 2 gange, hvor vi har fokuseret på de områder, hvor jeg får lavest score. Midt på ugen har jeg sprunget let, bare nogle kryds, da det ikke slider på Capone. Vi har fokuseret på, at vi skal slappe af og være i balance. Søndag skulle jeg til springundervisning og lørdag i terrænet for hele tiden at holde ham skarp i den disciplin. Men springene er ikke nødvendigvis høje og svære, fortæller Line. På onsdag skal hun til banetræning i dressur, hvor hun skal ride sit program for en A-dommer i dressur og få et par gode tips efterfølgende.

Copyright Ridehesten.com
EM-holdet fra venstre: Line Bøgh Sørensen/Capone Burton, Luna Richter/Sissi.dk Tento (på billedet ses hun dog på ponyen Rolsteds Viola), Anna-Sofie Lyndgaard Zeltner/Skrædderdals Annabell og Astrid Vibe Skovgaard/Sareiko Fox. Foto: Ridehesten.com/Camilla T. Schrøder

– Men vigtigst er det for mig, at min pony bliver ved med at være glad og motiveret, så han trænes afvekslende med skridtture og hyggeridning.
Det samme siger Luna, som en enkelt gang har været ude at træne 2* linjer i terrænet for at være helt toptunede og klar, men som sørger for at afveksle for at holde ponyens motivation i top.
– Tento er glad og elsker at arbejde, så vier totalt fit for fight! Nu kan vi bare slet ikke vente til EM, siger Luna.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ko er en energibombe
Anna-Sofia fortæller, at Skrædderdals Annabell, som hun kalder "Ko", har haft lidt ferie efter DM, men at de nu er godt i gang igen.
 – Ko er virkelig en energibombe, så jeg tror virkelig, at hun er toptunet, glad og klar, fortæller rytteren, som især har fokus på dressur i sin træning og også bruger nogle af sportscoachens tips til selv at komme i bedre form, som de lærte om på samlingen. Det samme fortæller Astrid, som har været ude at løbe for at optimere sig selv. Derudover er hun gået i skarp træning med Sareiko Fox, især med fokus på dressuren.
– Sareiko er ret godt gående lige fort iden, så vi følger det samme skema, som vi plejer året rundt, dog med undtagelse af dressuren, hvor jeg nu i stedet for at gå til undervisning 1 gang om ugen går 2-3 gange, fortæller Astrid.

Copyright Ridehesten.com
Den 4. juli er EM-holdet klar til afgang. De holder tæt kontakt alle fire, fortæller Line: – Vi skriver faktisk hele tiden sammen. Planlægger tur, prøver at finde sponsorer osv. Vi skal også følges ad derned og tage færgen sammen. Foto: Ridehesten.com/Camilla T. Schrøder

Følg EM-holdet på Facebook

Rytterne har lavet deres egen facebookside, Pony eventing team Denmark - Europeans 2018, hvor man kan læse mere om hver enkelt rytter og hest og følge dem på vejen til det store stævne. Her kan man bl.a. se denne video, hvor DM-vinder og EM-holdmedlem Astrid fortæller om sit liv som militaryrytter:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner