Thomas Bach Jensen
Den westfalske fløjhingst Dynamic Dream e. Dream Boy/ Sir Donnerhall I, der ejes af Helstrand Dressage og Hanni Toosbuy Kasprzak, er blevet hovedpersonen i en dopingsag, der florerer i de internationale medier.
Den tyske familie Giesselmann, der fremstillede hingsten og solgte den på auktionen i Münster, var lige så overraskede over dopingresultatet, som hingstens ejere. Testresultatet har imidlertid kostet hingstens kåringsstatus i det westfalske forbund, men der er tale om en ren formsag, hvor den blot skal genfremstilles senere i februar måned.
Testresultatet viste rester af Flunixin/Finadyne, og det viste sig, at Dynamic Dream forud for kåringen var blevet behandlet for et mindre hudproblem, og det er den behandling, der har efterladt en rest af Flunixin.
– Vi sætter stor pris på westfalerforbundets åbenhed omkring problemet. Vi har nu haft hingsten i to måneder, og jeg kan garantere for, at vi ikke har lyst til at returnere den. Han har været med til vores hingsteshow i Tyskland i weekenden, og han er ret fantastisk, fortæller Andreas Helgstrand, der ser frem til vise hingste for det danske publikum i Herning.
I magasinet Ridehesten kan du finde flere artikler omkring doping og forbudte stoffer ift. det internationale rideforbund FEI.
I aften bliver Schockemöhle og Helgstrands hingsteshow i tyske Verden vist på ClipMyHorse kl. 19.