En ordentlig én på opleveren

08-01-2010 06:21
Når Helgstrand Dressage lørdag eftermiddag slår dørene op på Møgelmosegård, er der lagt op til en stor hesteoplevelse for de talrige gæster.

Andreas Helgstrand ønsker sine gæster de bedste forhold under besøget på Møgelmosegård og er derfor nødt til at lukke for ikke allerede tilmeldte gæster. Tilmeldingerne er allerede på 1200-1500 og det er i overkanten af stedets kapacitet. Der er travlt med forberedelserne på Møgelmosegård og alene ekstraopgaven at rydde sne til de mange parkeringspladser er en udfordring i sig selv, men Andreas har overblik over arrangementet og glæder sig helt vildt til, at han og hans ryttere skal vise de mange gæster nogle af stedets allerbedste heste. - Vi starter kl. 14 med at vise en flok kvalitetsheste frem, fra nytilredet til fuldt uddannet. Vi viser omkring syv rideheste under rytter den første time, fortæller Andreas. Det er med at være på plads fra starten, for de gode heste bliver ikke holdt tilbage! Der bliver fremvist nogle af stedets mest lovende nyindkøbte ungheste, heriblandt en spændende Sandro Hit/Argentinus. Blandt de unge heste viser Anette Ejlersgaard sin nye stjernehest Don Primeur e. Don Primero/Castro og Marianne Helgstrand viser sin BH Don Romantic-datter, der sidste år var Årets Hoppe i Sverige. Andreas snyder heller ikke publikum for en opvisning med den unge verdensmester Hønnerups Driver e. BH Romanov/BH Don Schufro, mens Thomas Sigtenbjerggaard viser den talentfulde Lustig e. Leardo/Fidermark, der har haft stor succes i championaterne. Guldmedaljehopper er der også en hel stribe af på Møgelmosegård. Anna Blomgren præsenterer den unge skimmel, Tørveslettens Stamina e. Stedinger Carano, for publikum, mens grande finale blandt ridehestene bliver med husherren Helgstrand og den pragtfulde Polka Hit Nexen e. Sandro Hit/Temple Wind xx, der er ved at have alle grand prix-øvelserne under kontrol! Inden det går løs med den store hingstefremvisning vil der være udtrækning af adskillige præmier til gæsterne, som blandt andet kan vinde en bedækning hos den unge Bundeschampion og materialprøvevinder Dark Knight e. Don Crusador/Cheenok! Hingstekollektionen på Møgelmosegård byder bl.a. på Carabas, Solero, Lapagenos, Sieger Hit, Bon Balou og Dark Knight. Man vil kunne forsyne sig med frisk frugt, kaffe og kage samt drikkevarer og pølser efter opvisningen. - Vi varmer hallen op, så folk kan blive og hygge sig, fortæller Andreas. Der vil være underholdning med Ole Vagners band og hoppeborg til børnene.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner