Dujardin er tilbage med dobbeltsejr

29-07-2025 15:44

Den tredobbelte olympiske guldvinder Charlotte Dujardin er tilbage på stævnebanerne efter et års suspension. Det markerede hun i weekenden med en dobbeltsejr ved et stævne på Hunters Equestrian i Storbritannien med sin nye hest, Special Effect

Copyright Ridehesten.com
Den tredobbelte OL-guldvinder, Charlotte Dujardin, er atter tilbage på stævnebanerne. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Den britiske dressurrytter, der har vundet tre gange olympisk guld, er atter tilbage på stævnebanerne efter et turbulent år med suspendering. I weekenden var Charlotte Dujardin nemlig for første gang at spotte på startlisterne, og hvilket comeback. I sadlen på sin nye hest, Special Effect, red hun sig til sejr i både advanced medium 3 og advanced medium 4, svarende til MA-niveau i dansk dressur, hvor hun opnåede henholdsvis 74,46% og 76,71%. 

Dujardins comeback kommer efter en udfordrende periode i den britiske dressurstjernes karriere. I juli 2024, få dage før OL i Paris, valgte hun at trække sig fra konkurrencer, efter at en ældre video blev offentliggjort, hvor hun under en træningssession slog en hest med en pisk. Videoen første til massiv kritik, og FEI indledte en undersøgelse, som resulterede i en etårig international karantæne samt en bøde på 10.000 schweizerfranc, svarende til lige omkring 80.000 danske kroner. 

Copyright Ridehesten.com
Dujardin blev suspenderet efter en video, hvor hun pisker en hest. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Suspensionen trådte i kraft den 23. juli 2024 og sluttede derfor officielt den 23. juli i år. I den periode mistede Dujardin flere af sine sponsorater og var udelukket fra alle FEI- og nationale begivenheder. Hun mistede også chancen for at deltage ved OL i Paris - en mulighed, der ellers kunne have skrevet hende ind i historiebøgerne som Storbritanniens mest vindende kvindelige OL-deltager. 

Siden suspenderingen har hendes to topheste, Imhotep og Times Kismet ligeledes skiftet hænder, og det har derfor været uvist, hvorvidt Dujardin ville vende tilbage til stævnebanerne. Det svar fik vi alle i weekenden, hvor hun vendte tilbage på stævnebanerne med stil. 

Dengang beskrev FEI episoden som en isoleret hændelse, og fremhævede hendes ellers rene disciplinære historik samt hendes eget valg om at trække sig fra OL. Dujardin udtrykte dengang dyb fortrydelse og sagde, at hun ville stræbe efter at gøre det bedre fremover. Med weekendens resultater har Dujardin sat punktum for et mørkt kapitel og indledt et nyt. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen