Dufour og Cassidy på banen kl. 15 i dag

22-02-2018 09:03

Camilla Tiefensee Schrøder

Dagens World Cup-kvalifikationsklasse i Grand Prix dressur starter klokken 13 og bliver livestreamet. Dufour er på efter pausen, efterfulgt af Isabell Werth

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Startlisten til dagens World Cup-kvalifikationsklasse ved Göteborg Horseshow ligger klar. Klokken 13 starter CDIW Grand Prix-klassen, hvor 14 ryttere skal på banen, herunder Cathrine Dufour, Isabell Werth og Patrik Kittel.

De tre ryttere skal ride næsten lige efter hinanden, som nogle af de sidste efter pausen. Svenske Patrik Kittel, som lige nu fører på point i kvalifikationen i den vesteuropæiske liga, rider på banen kl. 14.45 på den 12-årige oldenborger Delaunay e. Dr. Doolittle/Feinbrand. Efter ham gælder det nummer tre i kvalifikationen, Jessica von Bredow-Werndl, som sidder i sadlen på Unee BB e. Gribaldi / Dageraad, og efter hende er det Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall, der er klar til at repræsentere Danmark klokken 15.05. Efter hende kan vi alle fortsætte med at holde vejret, mens den tyske dressurdronning Isabell Werth rider på banen på Emilio e. Ehrenpreis / Cacir AA.

Isabell Werth er ikke med i kampen om kvalifikationspoint, da hun automatisk er kvalificeret til finalen i Paris til april som vinder af den sidste World Cup. Cathrine Dufour har prioriteret at spare på Cassidy og satse kræfterne på World Equestrian Games i Tryon til september. Derfor har hun kun deltaget i én world cup-kvalifikation inden denne runde, og det betyder, at hun ikke kan få nok point til at komme i finalen, uanset hvordan det går i dag. Cathrine Dufour udtalte til Ridehesten.com tidligere på ugen, at world cup-stævnet mest betragtes som en træningstur med det nye team. Men derfor bliver det stadig spændende at se, hvordan den populære danske dressurduo klarer sig mod verdens nummer et.

Horsedreamsports.tv livestreamer fra Göteborg.

Se stillingen I World Cup-kvalifikationen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner