Dufour: – Hun er noget helt særligt

11-03-2024 13:03

I oktober 2023 kunne Cathrine Laudrup-Dufour løfte sløret for en ny dansepartner. Siden har hun og hoppen Mount St John Freestyle vist sig at være et perfekt match. Læs her, hvordan dette partnerskab kom i stand

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Mount St John Freestyle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekenden red Cathrine Laudrup-Dufour sit andet stævne på hoppen Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II, og det blev til to suveræne ridt i weekendens 5-stjernede stævne i Boxen i Herning. I Grand Prix Special opnåede parret 81.979% og sejrede dermed i deres debut på 5-stjernet niveau. Læs meget mere om ridtet her. 

Cathrine og "Free" har efter weekenden fire internationale starter med sig, hvoraf alle starterne er med en score på over 80% og en placering øverst på podiet. Deres imponerende makkerskab er kun lige begyndt, og Cathrine beskriver i interview med FEI, at de allerede fra første møde klikkede sammen. 

"De klikkede med det samme"
Cathrine mødte den 15-årige hoppe for første gang i Yorkshire i England, da hun besøgte Emma Blundell, der er grundlæggeren af Mount St John Equstrian. Emma købte Freestyle som føl i 2009, og allerede som 6-års viste Freestyle stort talent under Charlotte Dujardin. Charlotte og Freestyle dannede par i en årrække og repræsenterede også Storbritannien til VM i 2018. 

Første dag i Yorkshire så Cathrine først Freestyle blive redet af Emma selv, hvorefter hun prøvede hende i 10 minutter. Om mødet med Freestyle beskriver Cathrine: 

– Jeg vidste med det samme, at hun var noget helt særligt. Hun havde ørerne fremme og ville gerne præstere. Det var kærlighed ved første ridt. 

Kemien mellem Cathrine og Freestyle blev også bemærket af Emma: 

– Så snart hun var på Freestyle, vidste jeg det bare. De klikkede med det samme, fortæller Emma. Kort efter besluttede hun sig for, at et partnerskab med Cathrine ville være den rette beslutning. 

Copyright Ridehesten.com
Kemien mellem Cathrine og "Free" er ikke til at tage fejl af. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Tilbage i topsporten
Efter talrige internationale sejre og flere World Cup-ridt under Charlotte Dujardin i perioden 2018-2021 vendte Freestyle i 2021 i tilbage til Emma på Mount St John Equstrian, hvor hun havde en hvileperiode og blev en del af avlen gennem embryooverførsel. 

I 2022 genoptog Freestyle dog arbejdet, denne gang med Emma selv i sadlen. Efter nogle overvejelser besluttede Emma sig dog for, at hun ønskede at se hoppen på toppen af sporten igen. Hun havde fulgte Cathrines karriere længe, og var særligt imponeret over hendes udvikling og rejse med hestene. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

På baggrund af disse overvejelser satte Lone Bøgh Henriksen, der er ven med både Emma og Cathrine, de to i forbindelse. Efter mødet krævede det ikke mange overvejelser for Emma, og i oktober 2023 kunne Cathrine offentliggøre, at hun nu dannede par med den fantastiske hoppe. Cathrine kunne sammen med familien Zinglersen nu kalde sig medejere af MSJ Freestyle. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine og Free med medejer Louise Zinglersen og groom Ida Treichler. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Cathrine og Freestyle havde deres internationale debut i begyndelse af december 2023, og Cathrine, der hidtil har varetaget uddannelsen af sine Grand Prix-heste selv, red efter kort tids samarbejde med den rutinerede Grand Prix-hest op ad midterlinjen i 3-stjernet Grand Prix. 

Det blev en særdeles succesfuld debut, da Cathrine sejrede i både Grand Prix og Grand Prix Special med over 81% til stævnet i Kronenberg i Holland.

I weekenden kunne Cathrine og Freestyle endnu en gang demonstrere højt niveau, da de tog to sejre med sig hjem fra Boxen i Herning med tårnhøje scores. 

Om weekendens ridt på Freestyle fortalte Cathrine: 

– Hun er fuldstændig "out of this world". 

Kilde: FEI

Se video af Cathrine og Freestyles højdepunkter i weekenden her: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner