Maja Golles
Charlotte Koch Poulsen var tæt på at miste livet, da hun sidste søndag styrtede under en ridetur på sin frieser. Charlotte brækkede 4 ribben, fik skadet sin milt, den ene lunge blev perforeret og 7. nakkehvirvel brækkede. Hovedet ramte hun mod en hjørnestolpe, så træet blev splintret. Heldigvis havde hun hjelm på. Og hun er overbevist over, at det reddede hendes liv. I kølvandet på flere tragiske ulykker overvejer Dansk Ride Forbund nu at kræve brug af hjelm i forbundets 475 klubber. - Med en certificeringsordning, hvor blandt andet ridehjelm er en del af kravene, vil vi kunne hjælpe den enkelte certificerede klub med at markedsføre, at det er en sikker klub, siger Ulf Helgstrand, formand for Dansk Ride Forbund, til Fyens Stiftstidende. Dansk Ride Forbund håber også, at Justitsministeriet på et tidspunkt vælger at indføre et påbud om at bære ridehjelm, når man færdes i trafikken til hest. Ligesom det er et lovkrav, at knallertkørere skal bære hjelm. Et sådant påbud vil ikke kun ramme forbundets ryttere, men højne sikkerheden for alle ryttere. Kilde: Fyens Stiftstidende