Britt Carlsen
Lise Lykke Steffensen er kvinden, der som ny generalsekretær i Dansk Ride Forbund skal markere dansk ridesport på den nationale og internationale scene. Den 42-årige agronom og HD i organisation og ledelse, mor til to og rytter gennem 30 år ser frem til udfordringerne med at udvikle og markere dansk ridesport i fremtiden. Og forbundets formand er ikke i tvivl om, at Lise Lykke Steffensen er den helt rigtige til jobbet, står det at læse i en pressemeddelese fra forbundet. Visionær leder til Dansk Ride Forbund Dansk Ride Forbund får en leder med store visioner, når Lise Lykke Steffensen 1. oktober sætter sig i generalsekretærstolen i forbundet. ”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af en administration, som efter mit indtryk arbejder godt og professionelt med dansk ridesport. Jeg vil arbejde aktivt med kommunikation og marketing i Dansk Ride Forbund, og jeg glæder mig enormt til at arbejde med nye strategier for fremtiden”, siger den kommende generalsekretær. Dansk Ride Forbund får erfaren leder Den 42-årige Lise Lykke Steffensen kommer fra en stilling som afdelingschef i Danish Meat Association, hvor hun har været siden 2007. Her til kom hun efter fem år som sekretariatsleder og seniorrådgiver i Nordisk Ministerråd. Før dette var Lise Lykke Steffensen fuldmægtig i Fødevareministeriet fra 1994 til 2002. Nu gælder det den danske ridesport. ”Vi er overbeviste om, at Lise Lykke Steffensen er den helt rigtige person til at udvikle og markedsføre Dansk Ride Forbund, så organisationen kommer til at stå endnu mere styrket i fremtiden”, siger Ulf Helgstrand, formand i Dansk Ride Forbund. Heste i blodet Det er ikke tilfældigt, at Lise Lykke Steffensen har valgt at lægge sin energi og sit engagement i dansk ridesport. Gennem 30 år har hun udfordret så godt som hele bredden i ridesporten. Som ung var hun professionel springrytter i Schweiz, mens hun efterfølgende har prøvet kræfter med både dressur, military, kørsel og islændere. I dag rider hun i fritiden, ligesom hun følger datteren Maries bedrifter på dressurbanen. ”Jeg er stolt over, at dansk ridesport er så stærkt en spiller på den internationale scene med store præstationer og medaljer ved OL og mesterskaber. Jeg brænder for ridesporten lige fra den stærke elite til den livsbekræftende klubånd. I mere end 30 år har jeg udforsket næsten alle facetter i sporten lige fra professionel springning over military til kørsel, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde målrettet med hele den bredde, som dansk ridesport spænder over”, siger Lise Lykke Steffensen. Enigt ansættelsesudvalg Det var et enigt ansættelsesudvalg, der valgte Lise Lykke Steffensen til posten som generalsekretær i Dansk Ride Forbund. ” Vi har en rigtig god mavefornemmelse. Lise Lykke Steffensen har heste helt ind under huden, og hun vil begå sig godt i sporten. Dansk Ride Forbund får en udadvendt leder med stor erfaring i at lede politiske organisationer og skarpt fokus på udvikling af såvel medarbejdere som organisation”, siger Ulf Helgstrand, formand i Dansk Ride Forbund. Fritidslandmand, hustru og mor Helt privat bor Lise Lykke Steffensen i Søsum ved Veksø med manden Claus Felby og børnene Marie på 11 år og Mads på 8. Her driver familien et lille fritidslandbrug med planteavl.