Kristina er ny rytter hos Helgstrand

14-03-2015 06:48

Den blot 20-årige dressurrytter Kristina Rasmussen er blevet ansat som rytter hos Helgstrand Dressage

Den talentfulde ungrytter Kristina Rasmussen, der senest var suveræn i ECCO Cup-kvalifikationen ved Sundeved Dressurfestival, er netop blevet ansat som dressurrytter hos en af Europas største og mest succesfulde uddannelses- og salgsstalde, Helgstrand Dressage i nordjyske Vodskov.

Kristina Rasmussen, der har redet fem månder hos Hasse Hoffmann og senest er vendt hjem til Nordjylland, så stillingsopslaget på Helgstrand Dressage's Facebook-side og sendte sine ansøgning. Hun blev bedt om at fremsende en ridevideo, hvorefter hun blev inviteret til at prøveride onsdag og blev torsdag tilbudt ansættelse - formodentligt som den yngste rytter hos Helgstrand Dressage.

- Jeg er meget taknemmelig for at få denne chance og er sikker på, at det bliver en sjov, god og udfordrende rejse, fortæller Kristina.

Hun er højaktuel som en af de mest succesfulde danske ungryttere med sin egen hest Dupran e. Blue Hors Soprano/ Dunhill H (opdr. Bjarne Pedersen), som hun og hendes forældre købte som unghest. Kristina har stort set selv uddannet Dupran fra unghest til lilletur.

- Jeg brænder 100% for det her og har altid ønsket at blive en del af sådan et professionelt team. Derfor er jeg meget ydmyg over for den chance, jeg har fået, og glæder mig meget til at se, hvad fremtiden bringer, slutter Kristina.

Se et tv-klip med Kristina HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner