Dressurdronningen slået af Hemmer

21-12-2024 14:16

Isabell Werth måtte se sig overgået i dagens 5-stjernede Grand Prix Special i Frankfurt, hvor hun blev slået af landsholdskollegaen Katharina Hemmer, der er på vej ind i toppen af tysk dressur

Copyright Ridehesten.com
30-årige Katharina Hemmer og Denoix PCH var bedre end Isabell Werth og DSP Quantaz i dagens Grand Prix Special i Frankfurt. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Frankfurt Festhalle i Tyskland danner i denne weekend op til jul rammen om et internationalt stævne i springning og dressur. For dressurentusiasterne er hovedattraktionen den 5-stjernede tur, hvor der fredag blev afviklet Grand Prix, mens der i dag, lørdag, blev redet Grand Prix Special.

I fredagens Grand Prix bestod top-4 ikke overraskende af hjemmebaneryttere, der ville give det tyske publikum noget for pengene. Helt forventeligt blev det her den tyske dressurdronning Isabell Werth på en af hendes mesterskabsheste den 14-årige Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein, der løb med sejren efter et ridt til 75,02%. Andenpladsen gik med 73,28% til 30-årige Katharina Hemmer  Denoix PCH e. Destano/ Pik Noir, mens tredjepladsen blev besat af Laura Strobel på Valparaiso e. Vitalis/ Fürst Piccolo.

I dag blev der dog byttet om i toppen, og dressurdronningen måtte se sig besejret af Katharina og Denoix, som red en personlig rekord på 77,75% i hus i Grand Prix Specialen og dermed sikkert slog Werth og Quantaz' score på 73,77%. Dorothee Schneider og First Romance e. Fürst Romancier/ Day Dream byttede fredagens fjerdeplads ud med en tredjeplads i klassen. 

Det var ikke helt uvant for Katharina og Denoix at have succes i Frankfurt Festhalle, hvor de sidste år red to sejre i hus. Katharina, der kom i lære hos den legendariske Hubertus Schmidt efter gymnasiet og fortsat arbejder som rytter hos ham, er ved at gøre sit indtog i toppen af tysk dressur. Hun red allerede Denoix som unghest, før Hubertus overtog uddannelsen af vallakken. I slutningen af 2022 sagde hendes læremester farvel til stævnebanerne grundet helbredsmæssige problemer, og derfor fik Katharina igen lov at ride Denoix. Det beskriver FN, det tyske rideforbund, på deres hjemmeside. På den nu 12-årige vallak har hun fået sit internationale gennembrud og er for første gang netop kommet med i den tyske A-gruppe i dressur for 2025. Hun har ingen international mesterskabserfaring, men repræsenterede dog Tyskland til Nations Cuppen i Compiègne i foråret og blev anden reserve til OL i Paris, efter Ingrid Klimke trådte ud af truppen. Dagens sejr tyder på, at det er værd at holde et øje på denne tyske ekvipage i fremtiden. 

Copyright Ridehesten.com
Hubertus Schmidt har også selv startet Denoix PCH. Her ses han på vallakken i Haagen i 2022.Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De ryttere, som ikke valgte at ride Specialen, har mulighed for at Grand Prix kür søndag eftermiddag. Her forventes den danskfødte Fie Christine Skarsø, der nu er bosat og statsborger i Luxembourg, at komme til start på sin Grand Prix-hest Imperador dos Cedroslusit e. Rubi/ Hostil. Det gælder også tyske Yara Reichert, der rider den svenskopdrættede Springbank II VH e. Skovens Rafael/ De Niro, som hun købte hos Helgstrand Dressage i 2021. Springbank II VH er kåret som fløjhingst i Dansk Varmblod og vandt desuden sin 35-dages test i DV. 

På springsiden er Danmark repræsenteret af en dansk rytter. Det drejer sig om Zascha Nygaard Lill, der har medbragt tre heste til Frankfurt. Hun skal i ilden to gange i dag i hhv. en 4-stjernet 150 cm-klasse og en unghesteklasse. 

Grand Prix Specialens resultat.

Start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner