Trine Askjær-Jørgensen
Den 26.-28. januar 2024 holder foreningen Drenge i Ridesporten vintercamp på Stutteri Ask i Martofte på Fyn. Underviserne denne gang bliver i springning Kasper H. Hansen og i dressur Ulrik Falbe Hansen.
For at så mange som muligt kan få glæde af campen, er der tre spor: Springning, dressur og "upcoming". Sidstnævnte er for drenge, der endnu ikke er helt klar til at deltage i spring- eller dressurundervisningen. På den måde kan de yngste stadigvæk være en del af arrangementet og opdage, at de ikke er alene i sporten.
Ved den kommende drengecamp er det Emil Cohen Pedersen og Mathias Larsen, der skal undervise de "upcoming" ryttere. Begge har selv tidligere deltaget i foreningens camps.
Udover ridning vil der blandt andet også være rytterfitness og et kursus i grooming. Søndag vil der også blive afholdt generalforsamling i foreningen.
Se mere på Facebook-opslaget nedenfor eller følg med på foreningens Facebook-side:
I 2021 kom historier om grov mobning af drenge, der rider, frem i lyset. I kølvandet på dette arrangerede en forældregruppe et kursus kun for ridedrenge.
Arrangementet var vildt eftertragtet, og et arrangement blev hurtigt til flere. Dermed blev foreningen Drenge i Ridesporten stiftet med Morten Eifler som formand og Nina Kaae som næstformand. Begge har sønner i ridesporten.
Formålet med foreningen er, at drengene får andre drenge at have et hestefællesskab med og spejle sig i samt, at ingen drenge skal mobbes og føle sig forkerte over deres sport. Læs mere om stiftelsen af foreningen.
Til forskellige hesterelaterede arrangementer mødes drengene og dyrker fællesskabet omkring hestene. Indtil videre er der afholdt en hel del camps med undervisning og diverse indslag fra dygtige ryttere mv.