Nina Marie Villadsen
Under dagens tur rundt i Ridehestens enorme fotoarkiv snublede vi over en hel serie fotos fra DM i springning i 1982, som blev afviklet i Aalborg. Desværre er navne på heste og ryttere blevet væk i tidens løb, men hvert billede fortæller en lille historie i sig selv – som minimum et skønt øjebliksbillede af mesterskabet.
DM i springning 1982 blev vundet af Per Henning Hansen på hesten Jack, og i Hippologisk Tidsskrift fra oktober 1982 skrev man bl.a. følgende:
Per Henning Hansen fra Randers Rideklub på den 10-årige vallak Jack vandt det danske mesterskab i springning 1982. Nok er Peter Henning Hansen ikke et ubeskrevet blad indenfor dansk ridning – f.eks. blev det til en 4. plads ved sidste års DM – men det må alligevel siges at være et overraskende resultat i betragtning af flere af de øvrige deltageres rutine og resultater.
Det er dog hverken Per Henning Hansen eller Jack, som ses på dette billede, men en for redaktionen ukendt ekvipage. Og det pirrer jo altid opmærksomheden, så nu vil vi igen spørge vores kloge læsere om hjælp. Så kender du ekvipagen på billedet, eller har du en god historie fra DM i springning 1982, så skriv den som kommentar til billedet på Ridehesten.com under Nostalgiske Fotos – klik HER, hvor du også finder flere andre nostalgiske perler.