Donnerhall lever videre

04-03-2013 16:21

Alletiders mest indflydelsesrige hingst i avlen af dressurheste, Donnerhall, sætter stadigt og ofte sine markante spor i tophestenes afstamninger ved store CDI-stævner

Copyright Ridehesten.com
Donnerhall og Karin Rehbein.

Så sent som i weekendens internationale dressurstævne i Vidauban var stempelhingsten Donnerhalls stærke indflydelse i dressursportens som hugget ud i granit. I søndagens Grand Special vandt engelske Carl Hester med hesten Dances with Wolves, der er efter Donnerhall-sønnen Donnerschwee. De efterfølgende fire placeringer gik til Delgado, Donnerfee, Don't Forget og Darjeling, der alle er faldet efter Donnerhall-sønnen De Niro, der pt. ligger som nr. 1 på WBFSH's rangliste over mest succesfulde faderhingste i dressur.

Sideløbende med stævnet i Vidauban fandt det store Bremen Euroclassics sted i Tyskland, hvor topplaceringer i Grand Prix og Grand Prix Special skiftevis gik til hoppen Blind Date med Donnerhall som morfar og hoppen Blue Hors Loxana, der er efter Don Schufro-sønnen Diamond Hit.

På de hjemlige dressurbaner var der landsstævne i Sundeved, og her gik sejren i Prix St. Georges og Intermediaire I til Atterupgaards Cassidy, der har Donnerhall som morfar. Vinderen af ECCO Junior CUP blev Cavaler, der ligeledes har Donnerhall som morfar. Vinderen af ECCO Youngrider CUP blev Atterupgaards Orthilia, der har Donnerhall-sønnen Donnerschlag som morfar, mens andenpladsen gik til en hoppe efter Donnerhall-sønnen Don Schufro. Sejren i ECCO U25 gik til Darling's Dream e. Day Dream, der er efter Donnerhall-sønnen Don Gregory. Grand Prix og Grand Prix Special blev vundet af Dejavu e. Donnerhall-sønnen De Niro!

Dette var blot et par eksempler fra nærværende weekend. Legenden Donnerhall har også stadig direkte afkom i international topsport som fx Damon Hill, der er med helt i toppen på FEI's verdensrangliste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner