Don Schufro-hoppe til Isabell Werth

18-11-2014 15:41

Verdens mest vindende dressurrytter, tyske Isabell Werth, har netop overtaget tøjlerne fra sin elev Beatrice Buchwald til at ride Don Schufro-datteren Weihegold

Copyright Ridehesten.com
Weihegold ved UVM-finalen i Verden med sin daværende rytter Kira Wulferding.

Den 9-årige multivinderhoppe Weihegold e. Don Schufro/ Sandro Hit har hele sit liv været en sand succes. Hun blev i 2008 Årets Hoppe ved Oldenburgerforbundets eliteskue i Rastede og har siden da hos sin ejer, Christine Arnd-Krogmans, fået ni ET-føl og har været finalist ved UVM i Verden med Kira Wulferding i sadlen.

Siden da er den succesfulde hoppe videreuddannet af Beatrice Buchwald, som rider hos Isabell Werth. Weihegold og Buchwald vandt for et år siden finalen i Nürnberger Burgpokal 2014 og har brugt 2015 på at blive 100% Grand Prix-klar.

Mens flere internationale forhandlinger om Weihegold har været i spil, kom der i sidste uge en udmelding om, at den sorte hoppe ville komme til start ved weekendens internationale stævne i Oldenburg under Isabell Werth. Ved det firestjernede CDI opnåede Isabell Werth og Weihegold en andenplads i Grand Prix såvel som Grand Prix Special - en fremragende Grand Prix Special-debut til intet mindre end 77, 529%. Her lagde parret bl.a. OL-ekvipagen Anabel Balkenhol og Dablino bag sig.

Første årgang efter Weihegold talte tre føl født i 2009, hvoraf hoppeføllet Fürstin Weihe e. Fürst Romancier blev sikret på danske hænder og er i dag avls- og sportshoppe hos HP Horses, Hillerød. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner