Werth vinder Nürnberger Burg Pokal

16-12-2023 13:56

Isabell Werth red i dag på banen med Skovens Tzarina til Nürnberger Burg Pokal-turneringen og viste et flot finaleridt, der indbragte dem sejren i turneringen

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Skovens Tzarina. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danskavlede guldmedaljehoppe Skovens Tzarina e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Kirsten Bjerregaard Hansen og Jens Lund Pedersen) var igen i dag til start i den prestigefyldte tyske dressurturnering, Nürnberger Burg Pokal for dressurheste i alderen 7-9 år på Prix St. Georges-niveau med Isabell Werth i sadlen. I dag skulle den endelige finale i turneringen stå. 

Isabell Werth debuterede i oktober 2022 med den imponerende DV-hoppe, og de har siden præsenteret flere flotte ridt til internationale stævner. I torsdags indledte hun finalerne i den tyske Nürnberger Burg Pokal og Louisdor Preis med et ridt til 76,048% og en sejr.

I dag viste Isabell Werth og Skovens Tzarina endnu et imponerende ridt. Særligt lykkedes den garvede rytter godt med pirouetterne, som var velbalancerede og flot samlede. Det blev ligeledes rost af dommerne, som efter hvert ridt kom med både ris og ros til hver ekvipage.

I de enkelte changementer viste hoppen også god balance, mens der dog indsneg sig lidt spændinger i serierne. Derudover afspejlede skridten også, at hoppen endnu har til gode at slappe mere af på banen, da især den frie skridt blev spændt og manglede lidt overtrædning. 

Dog sluttede dommerne af med stor ros af ekvipagen og beskrev hoppen som "en hest med go" og som "en hest vi vil se på verdensplan i Grand Prix". 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ridtet blev belønnet med 76,878% og endnu en sejr, som dermed også sikrede hende sejren i Nürnberger Burg Pokal-turneringen. 

Andenpladsen gik til Leonie Richter og Lord Europe e. Lord Leatherdale/ Boston 143, som red til 75,365%. Ikke langt efter fulgte Helen Langehanenberg og DSP Danny Cool, der red til 74,658% og blev placeret som nr. 3. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Skovens Tzarina har allerede flere imponerende ridt bag sig på internationalt plan. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Årets dressurhoppe til Eliteskue
Skovens Tzarina er født i 2014 hos Kirsten Bjerregaard Hansen og Jens Lund Pedersen som halvsøster til avlshingsten Skovens Rafael. Hoppen blev købt af Andreas Helgstand Dansk Varmblods Elitefølauktion, og som 3-års blev hun kåret med opdrættermedalje i guld og blev årets dressurhoppe på Dansk Varmblods Eliteskue.  

Efterfølgende blev hun frem til og med unghestechampionatet i 2019 redet af berider Mette Sejbjerg Jensen, hvorefter Betina Jæger overtog tøjlerne og red samme år UVM for 5-års i Ermelo på hoppen, som Chateau de Fontaine v/Bolette Wandt i mellemtiden havde købt andel i. 

I 2020 købte østrigske Victoria Max-Theurer hoppen hos Helgstrand, som på det tidspunkt var blevet 6 år. Isabell Werth erhvervede sig hoppen som 8-års i 2022. 

Klassens resultat. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner