Don Primero lever

29-10-2007 08:39
Den sortbrune oldenburgerhingst, Don Primero, er 22 år og lever i bedste velgående i Sverige. I oktobernummeret af magasinet Ridehesten bragte vi en reportage fra Dansk Varmblods eliteauktion, hvor dyreste føl var Møllegaardens Pas Partout med Don Primero som far. I artiklen omtalte vi desværre Don Primero som værende død, hvilket vi var blevet oplyst, men hingsten lever og er i fuldt vigør.

Hingsten hører til blandt de mest kendte sønner efter legendariske Donnerhall og han har i en årrække stået til avlstjeneste hos bl.a. Grönwohldhof og Schockemöhle. Den danskejede Blue Hors Don Schufro blev i sine unge dage markedsført som værende blodidentisk med Don Primero og det kommer af, at de ikke blot deler far i Donnerhall, men deres mødre Fantasia og Fiesta er helsøstre. Don Primero, der nu er aktiv avlshingst i Sverige, er bl.a. far til den populære tyske avlshingst og tidligere verdensmester for ungheste, Dimaggio. Don Primero vandt sin materialprøve i dressur og vandt som 5-årig det tyske Bundeschampionat i dressur og har opnået over 40 placeringer i Grand Prix dressur under Karin Rehbein.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner