Britt Carlsen
Der var super tæt kamp om topplaceringerne i Intermediaire 2 sponsoreret af PAVO ved Blue Hors Dressurfestival her til aften. Det blev Nanna Skodborg Merrald som trak sig sejrrigt ud af topkampen med Grklintgårds Quater Boy e. Quaterback (opdr. Jørgen Ravn). Nanna debuterede også hingstestationens 8-årige St. Moritz Junior-søn Blue Hors St. Schufro i svær dressur. Hun var glad for at have den debut bag sig, og glædede sig over, at hingsten havde løst opgaven godt på banen. – Jeg kunne have bedt om mere i piaffe og passage, fortalte hun til Ridehestens webtv, men planen er at give ham en god oplevelse i svær dressur i den kommende vintersæson.
Også Daniel Bachmann Andersen debuterede den tidligere fløjhingst i Dansk Varmblod Blue Hors Zee Me Blue e. Blue Hors Zack (opdr. Louise Ringsbo) i svær dressur. I lighed med St. Schufro viste hingsten særdeles gode takter i de svære øvelser, og det ser meget ud som om Daniel har endnu en Grand Prix-hest på vej i sporten. Også han var påpasselig med ikke at forlange for meget, men Zee Me Blue giver gerne mere end han bliver bedt om.
Lige udenfor placering fulgte Agnete Kirk Thinggaard og Blue Hors Veneziano e. Vivaldi (opdr. Blue Hors) samarbejdet mellem de to har ikke mange måneder bag sig, men det ser ud som om Veneziano og Agnete er et rigtigt godt match, og de fik vist piaffe og passage med god kvalitet, så også her er der en ny ekvipage på helt rette spor.
Se resultatet af klassen HER