DM og internationale klasser ved Copenhagen Eventing

03-09-2019 10:15

Annika Knudsen Lorentsen

For niende år i træk er Sportsrideklubben fra den 20.–22. september vært for det populære internationale militarystævne, Copenhagen Eventing. Foruden danmarksmesterskabet for seniorer er der to andre internationale klasser på programmet

Copyright Ridehesten.com

På ganske få år er det lykkedes at gøre Copenhagen Eventing til et af de militarystævner, der år efter år tiltrækker nogle af de bedste ryttere fra både Danmark og nabolandene. Udover den danske militaryelite, som er vokset næsten eksplosivt de senere år, er især mange dygtige ryttere fra Tyskland og de andre nordiske lande trofaste gæster.

Stævnet har i år hele tre internationale klasser: 3*, 2*og den nye internationale 1* klasse. Den 3* klasse fungere ligeledes som danmarksmesterskabet for senior.

Dressur og ridebanespringning for alle klasser foregår fredag og lørdag i de smukke omgivelser i Bernstorffsparken i Gentofte. Søndag er det vidstrakte og let kuperede terræn på Fam. Martinsens skønne ejendom Lundegården i Høsterkøb den perfekte ramme for det afgørende terrænridt.

Copyright Ridehesten.com

Stor indsats – også fra mange frivillige

Det er vigtigt for Sportsrideklubben, at Copenhagen Eventing kan tiltrække de bedste ryttere fra både Danmark og nabolandene. Derfor får underlag og bundforhold en ekstra kærlig pleje både inden og under stævnet. Stævnets dommere og stewards er også erfarne og internationale kapaciteter.

Men et militarystævne lader sig ikke gennemføre uden hjælp fra enormt mange frivillige. Alene på terrændagen, søndag, er mere end 80 frivillige på plads og med til at sikre at alting forløber, som det skal. Mange af de frivillige stiller til klubbens store glæde op år efter år og nogle kommer endda fra Sverige for at hjælpe med at være forhindringsdommere i terrænet søndag.

Der er gratis adgang for publikum alle dage og klubben håber, at mange vil finde vej til stævnet og især det spændende terrænridt søndag formiddag i Høsterkøb. Som tilskuer kan du  bevæge dig rundt på hele terrænbanen på egen hånd. Eller du kan gå med på en af de populære guidede ture, hvor en erfaren rytter forklarer om banen, mens konkurrencen er i gang.

Læs mere om Copenhagen Eventing her. Eller følg med på Facebook her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner