DM for klubhold i dressur

13-06-2007 15:30

Britt Carlsen

For en måned siden stod Sportsrideklubben bag fire festlige dage i Bernstorffsparken med Keops Grand Prix 2007. I den kommende weekend er de mange vanskelige forhindringer skiftet ud med en ny flot dressurbane, som Sportsrideklubben netop har fået frisket op for 750.000 kr. Dermed bydes der på de mest optimale forhold, når DM for klubhold i dressur for tredje gang i træk skal kæmpe om ædelt metal. Hele 14 hold fra hele landet har meldt deres ankomst til stævnet lørdag den 16. juni og søndag den 17. juni. Om lørdagen rides der fra kl. 08.00 og om søndagen er der DM-finale kl. 13.45. De sidste to år har Dalumgaard fra Fyn vundet, hvilket måske ikke er så overraskende, idet man har landstræner for Young Riders Jon Dahl tilknyttet stedet. Hvert klubhold består af fire ryttere. Og der skal på holdet være en junior – eller en Young Rider. Der er tale om en ny turnering, som for nogle år siden blev skabt af Sportsrideklubben. På sigt er det dog meningen, at DM for klubhold skal mere rundt i landet. For første gang i år deltager et jysk hold i mesterskabet. ”Der er ingen tvivl om, at vi meget gerne ser klubhold fra hele landet. Vi syntes selv, at dette mesterskab er anderledes i forhold til så mange andre stævner. Her er der virkelig mulighed for at komme og heppe på sine holdkammerater, og alle får på den måde en rigtig god oplevelse,” fortæller Helle Krasnik fra Sportsrideklubbens Dressurafdeling.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner