Ditte Young melder klar til hingstekåring i Herning

02-03-2018 13:02

Under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i næste uge afholder dyretelepatør og equicoach Ditte Young clinic’en ”Fine FORNEMMELSER på toppen” med fire eliteryttere

Copyright Ridehesten.com
Dyretelepatør og equicoach Ditte Young.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Omkring sine forberedelser til clinic'en i Herning fortæller dyretelepatør og equicoach Ditte Young:

 

Hvordan får du idéerne til dine clinics?

– Jeg mærker først og fremmest efter, hvad jeg synes vil være sjovt at arbejde med. Og dernæst tænker jeg over, hvilke emner jeg synes ville være gavnlige at skabe fokus på i hestesporten i hver enkelt clinic. Til grund for denne clinic ligger en nysgerrighed, som jeg sikkert deler med mange, for at finde ud af, om de professionelle dressurryttere har særligt fine og veludviklede fornemmelser – også for heste, de ikke kender. Og om dette er en egenskab, som er med til at adskille dem fra selv de dygtigste af hobbyrytterne. Hvis rytterne, jeg har udvalgt, har denne egenskab, vil de hurtigt skabe en forbindelse til de heste, som de skal lege med på dagen, og som de aldrig tidligere har siddet på. Det er virkelig modigt af dem, at gå ind og free style nogle Grand Prix øvelser foran publikum, synes jeg, siger Ditte Young og smiler.

Ditte fortsætter: – Jeg synes også, at jeg ser en lille tendens til at fordommene fra ryttere, som ikke selv lever af at have med heste at gøre til dagligt, af og til kommer til at fylde lidt rigeligt. Fra denne gruppe er der ofte stort fokus på alt det, som eliterytterne gør forkert. Af og til berettiget, hvis vi taler ud fra et hestevelfærdsmæssigt synspunkt – hvilket flere og flere heldigvis gør. Men med netop disse ryttere håber jeg på at kunne skabe opmærksomhed om alt det, som mange timer i sadlen hver dag har gjort dem så hamrende dygtige til. Blandt andet de helt fine fornemmelser.

– Dernæst udfordrer jeg også mig selv under denne clinic. Både ved, at jeg ikke kender nogle af hestene, der skal deltage. Jeg har ikke coachet hverken Mikaela Lindh eller Bo Høstrup før. Og derudover, skal jeg også kunne sparre og få feed back fra hestenes daglige ryttere, som er Per Sandgaard og Ellen Birgitte Farbrot, uden at de må fortælle mig nogen detaljer om hestene.

 

Hvordan får du informationer fra hestene?

– Jeg spørger dem, griner Ditte og fortsætter: – Jeg aflæser den energi, de udsender nonverbalt og beskriver deres personligheder, særheder, helbredsmæssige hensyn, der skal tages, deres forståelse for rytteren, rytterens krop, selvom de ikke sidder på hesten endnu, deres sindstilstande og meget mere. Alt dette er en del af min opgave, når jeg equicoacher og hjælper hestene med at blive forstået i sporten.

 

Hvordan kom du til at arbejde med heste, når du ikke selv er rytter?

Nyheden fortsætter efter annoncen

– På en eller anden måde føler jeg, at de valgte mig. Jeg øvede mig under en uddannelse i kommunikation med dyr og så bredte det sig som en steppebrand, at jeg var i stand til at få dyrene til at blive læsset i trailer, springe over vandgrave, få katte til at løbe hjem, få hunde til at holde op med at bide i tæpper og sko og meget mere. Og som årene er gået, har jeg fået et særligt hjerte for hestene, fordi de stiller sig til rådighed for os mennesker hver dag og tillader, at vi sidder på ryggen af dem med de færdigheder men også fejl og mangler, vi har. Alt dette bærer de hver dag og dét synes jeg er beundringsværdigt. Dernæst kræver det en hel del forståelse mellem hest og rytter for at få et samarbejde op at køre og få ridning til at se smukt ud. Det gør jobbet mere kompliceret og dermed også langt mere spændende for mig, når jeg går på arbejde både som terapeut, coach og dyretelepatør, siger Ditte.

 

Så du melder klar til Herning i år?

– Jeg kan ikke forberede mig særlig meget, eftersom jeg må italesætte, hvad jeg ser, mærker og føler på dagen, når jeg ikke kender nogen af dem, jeg skal arbejde med særlig godt. Dette gælder de to benede såvel som de firbenede. Dog er der et meget stort maskineri bagved og der føler jeg, at jeg i samarbejde med Dansk Varmblod har fået de fleste ting på plads nu, såsom opvarmning til hestene, bokse til hestene, mikrofoner og lydanlæg, adgangsbilletter og armbånd til de forskellige stalde i hallerne etc. Jeg glæder mig til, at de fleste hesteinteresserede er samlet i Herning i år og endnu engang være en del af denne helt særlige begivenhed, slutter Ditte Young.

 

De fire ryttere, der deltager i Ditte Youngs clinic, er fire dressurryttere, som rider for hver sin nation:

  • Mikaela Lindh, OL Rytter og International Grand Prix rytter for Finland
  • Bo Høstrup, Eliterytter/tidligere en del af det danske B landhold i dressur og International Grand Prix rytter for Danmark
  • Per Sandgaard, OL Rytter, International Grand Prix rytter og landsholdsrytter for Sverige
  • Ellen Birgitte Farbrot, International Grand Prix rytter og landsholdsrytter for Norge

 

Du kan se hendes clinic ”Fine FORNEMMELSER på toppen” i Hal E, lørdag den 10. marts kl. 13:15. Der er gratis adgang for alle messens besøgende.

Du kan også læse mere om det på Facebook HER.

 

/Pressemeddelelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner