Maja Golles
Tre ryttere fra det danske bruttolandshold i dressur stillede op til seminaret og både erfarne Andreas Helgstrand, regerende danmarksmester Lisbet Seierskilde og Anna Kasprzak svarede gladelig på de mange spørgsmål fra både ordstyrer Britt Carlsen fra Ridehesten og fra de mange fremmødte publikummer. Alle tre ryttere har fuldt fokus på forberedelsen frem mod OL i London og de fortalte om, hvordan det er vigtigt for dem at få hestens form til at toppe til sommerens vigtige stævner, hvoraf særligt stævnet i Aachen er vigtigt, da det er efter dette stævne de tre ryttere til det endelige OL-hold udtages. Andreas Helgstrand gjorde også opmærksom på, at selve timingen i opvarmningen er alfa og omega, og som han senest selv har oplevet her under hingstekåringen, så er der ikke noget som problemer i opvarmningen, der kan stresse en rytter – selv en erfaren herre som han selv. Både Andreas Helgstrand og Anna Kasprzak kunne også fortælle om den udfordring det er at få ny hest så tæt op mod OL og de var enige om, at der ikke var lang tid nok til OL. Andreas indrømmede da også, at han i starten ofte snakkede med Hubertus Schmidt og spurgte om råd. Anna Kasprzak var i den situation, at da hun overtog Donnperignon fik hun på det nærmeste en grundig brugsvejledning med fra Christoph Koschel, men hun vidste samtidigt også, at hun skulle finde sin egen måde at ride hesten på. Lisbet Seierskilde har selv opdrættet Jonstrupgårdens Raneur og kender ham derfor bedre end nogen anden – en fordel der både kommer hende til gode i det daglige og i forbindelse med stævner.