– Det er fedt at være tilbage

25-05-2024 15:37

Trine Askjær-Jørgensen

VIDEO: Kürfinalen i DM i paradressur for grad I-III er netop blevet afviklet, og årets vinder er fundet. Katrine Kristensen var stærkt tilbage med Gørklintgårds Quater efter en babypause og ser nu frem mod PL i Paris

Her til middag blev det tid til DM-finalen i paradressur for grad I-III på Vallensbæk Rideklub, hvor der var fire ekvipager til start. I høj solskin red rytterne deres flotte programmer på de fine baner, og medaljetagerne blev fundet.

Selvom hun sidste år havde en nøje timet babypause, hvor hun og manden Jens blev forældre til en lille pige, så var DM-vinderne i 2022, Katrine Kristensen og Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn), stærkt tilbage ved dette års DM, og sejlene er sat frem mod de paralympiske lege i Paris til september.

Copyright Ridehesten.com
Katrine Kristensen og Gørklintgårds Quater. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Med Quater lader Katrine til fuldstændig at have genfundet melodien. I dagens kür til tonerne af bl.a. Queens "It's a Kind of Magic" og "Bohemian Rhapsody" blev det til intet mindre end 78,723%, hvilket sammenlagt med resultatet fra i går betød en score på i alt 152,988 og en overlegen sejr i årets mesterskab for grad I-III, hvor Katrine med stor glæde og stolthed kunne hænge guldmedaljen om halsen.

Hør hvad hun fortæller om sejren, forhåbningerne for PL mv. i videoen her:

Sølvmedaljen gik til Sandra Lynge Eriksen med Inzurgenzy Firfod e. Sezuan/ Gribaldi (opdr. Morten Plenborg), som opnåede i alt 139,601 efter en kür til flotte 71,611%, mens Eva Marie Sonne og Schousboes Tenor e. Præstegårdens Hamlet/ Unik (opdr. Leif & Birgitte Schousboe Nygaard) tog bronzemedaljen med i alt 125,206.

Det samlede resultat af mesterskabet.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner