Anna Pørtner
I denne uge er Stutteri Ask vært for dette års udendørs danmarksmesterskab for seniorer samt Agria DRF Mesterskaberne for U18-, U21- og U25-rytterne. I dag har U21- og U25-rytterne redet første kvalifikation af deres mesterskab, og i morgen gælder det så for U18- og seniorrytterne. Både i går og i dag har der været opvarmningsklasser lige fra LA1* til MA1*, så her har rytterne haft mulighed for at springe sig i form til aftenens vigtige klasser.
Vandgraven drillede U21-rytterne
U21-rytterne var de første, der skulle på banen, og her skulle 14 ekvipager prøve kræfter med den 140 cm høje bane, hvor der var 12 forhindringer, der både bød på vandgrav, tre kombinationer og teknisk svære linjer. Klassen blev redet i en metode C, hvilket betyder, at eventuelle fejl bliver omregnet til straftid, der tillægges den endelige tid. Placeringsrækkefølgen bestemmes efter laveste tid, og ekvipagerne bliver herefter tildelt fejlpoint alt efter placeringsrækkefølge. Det vil altså sige, at vinderen for 0 fejlpoint, mens andenpladsen får fejlpoint for det antal sekunder, deres totaltid var langsommere end vinderens.
Klassen startede suverænt ud, da de tre første ryttere sikrede sig tre fejlfrie runder. Den første rytter på banen var Noona Wildfang Linde i sadlen på den 13-årige Choppine Du Bidou e. Rock'N Roll Semilly/ Aiglon Rouge. Med en enormt hurtig og overlegen runde i tiden 66,57 sekunder lagde de altså suverænt pres på de resterende 13 ryttere, der ikke bare skulle ride fejlfrit men også ekstremt hurtigt.
Det samme gjaldt for klassens anden rytter, Silje Frederikke Kristoffersen i sadlen på DV-vallakken Actionbreak e. Action-Breaker/ Baloubet Du Rouet (opdr. Linus Camitz). Presset fra første rytter var absolut ingen hindring for ekvipagen, for med en enormt flot runde sikrede parret sig nul fejl i tiden 70,77 sekunder.
Start nummer fem, Clara Roesgaard Kristensen havde den 13-årige hoppe AK's Cavalina e. Cachas/ Chello I med sig i første kvalifikation af mesterskabet. Parret red faktisk klassens absolut hurtigste runde, da de nåede banen rundt på bare 65,03 sekunder. Desværre faldt en enkelt forhindring undervejs, hvilket betød fire strafsekunder til tiden, der endte på 69,03 sekunder, og altså stadig et rigtig godt resultat.
Som klassen gik, var der flere stærke ryttere, der gjorde et ihærdigt forsøg på at indhente Noona Wildfang Linde. Én af dem var Frida Munk Lassen, der lige er vendt tilbage til sporten efter en knæoperation. Med den 9-årige DV-vallak Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB e. Ci Ci Senjor Ask/ Casir Ask (opdr. Charlotte Schiøler) red hun en virkelig hurtig runde på en meget velspringende Chopper, som vallakken i daglig tale kaldes. Desværre faldt også en bom for parret, men med en effektiv Frida i sadlen, fik parret alligevel redet en god og hurtig runde hjem.
Som klassen skred frem, begyndte vandgraven at volde problemer for flere af rytterne. Faktisk var der hele fem ryttere, der udgik fra mesterskabets første kvalifikation. Én af dem var en af klassens storfavoritter, den regerende danmarksmester, Caroline Knudsen, der i sadlen på den 11-årige DV-hoppe Landlyst Callicon e. E Bøgegårdens Dicapo/ Coronado (opdr. Karina Prinds) kunne have lavet hattrick ved at vinde DM for tredje år i træk. Det så også meget godt ud langt hen ad vejen, men da parret nåede til banens andet sidste spring, vandgraven, var Callicon knap så meget med på legen, og med to stop måtte parret desværre udgå fra konkurrencen.
Det var ikke kun Caroline, der havde problemer med vandgraven. Flere af rytterne udgik fra mesterskabet på grund af vandgraven, der voldte flere problemer for de ellers erfarne ekvipager. Hele fire ud af de fem udgåede ekvipager udgik nemlig på vandgraven.
Første runde af U21-rytternes mesterskab blev dermed med en sejr til klassens første ekvipage, Noona Wildfang Linde og Choppine Du Bidou, der således tager nul fejl med til lørdagens finale. Clara Roesgaard Kristensen og AK's Cavalina formåede trods fire fejl at sikre sig andenpladsen i en meget hurtig tid. Clara red 2,46 sekunder langsommere end Noona, hvilket betyder at hun går til finalerunden med 1,23 strafpoint.
Tredjepladsen gik til klassens anden fejlfrie rytter, Silje Frederikke Kristoffersen i sadlen på Actionbreak, der red i tiden 70,77 og dermed 4,20 sekunder langsommere end vinderen. Det betyder, at parret går til finalen med 2,10 strafpoint, mens fjerdepladsen, Frida Munk Lassen og Kirkelodgaards Ci Ci Chopin DWB går til finalen med 2,15 strafpoint.
Rift om førstepladsen hos U25-rytterne
Efter første kvalifikation hos U21-rytterne var afgjort, var det tid til, at 13 U25-ekvipager skulle prøve kræfter med den 145 cm høje første kvalifikation af deres mesterskab. Metoden var endnu en gang en metode C, og altså gjaldt samme regler som for U21-rytterne.
Første rytter ud var sidste års U21-sølvvinder, Cecilie Kjær, denne gang med den bare 9-årige DV-vallak Early F e. Eldorado van de Zeshoek/ Ustinov (opdr. Helle Foged). Parret startede klassen ud med en suverænt god runde, der lagde hårdt pres på resten af klassens ryttere. Early F sprang helt fantastisk og Cecilie var som altid meget effektiv og velovervejet i sadlen. I tiden 81,05 sekunder kom parret fejlfrit i mål, og lagde altså stærkt ud i deres mesterskab.
Start nummer to var en meget stærk konkurrent til Cecilie Kjær, Kamilla Ladefoged Rasmussen i sadlen på Come Undone One e. Chacco-Blue/ Cento. Endnu en gang så vi meget høj kvalitet rundt på banen, men desværre røg en enkelt forhindring for parret. Det betød altså fire strafsekunder til den samlede tid, der dermed endte på 86,89 sekunder.
Emilie Mosegaard Kristensen og den 12-årige DV-vallak Syvhøjegårds Enzo e. Chandler/ Carano (opdr. Niels Osterland) red på banen som start nummer fire, og havde en enkelt nedrivning på den udfordrende bane, men med en meget hurtig tid på 76,01 sekunder endte deres slutresultat med de fire strafsekunder altså på 80,01 sekunder og altså klassens hidtil bedste tid, med næsten syv sekunder til den foreløbige andenplads, Cecilie Kjær.
Det var dog ikke længe, at Emilie fik lov at føre klassen. Som start nummer seks red Frederik Fensholt og 12-årige Nintendo e. Thunder van de Zuuthoeve/ Querlybet Hero nemlig på banen, og med en enormt velspringende og hurtig Nintendo, sikrede Frederik sig en fejlfri runde og den foreløbige føreposition i tiden 79,11 sekunder.
Men heller ikke Frederik kunne nyde førerpositionen alt for længe, for Phillippa Wildfang Linde ville gøre sin søsters kunst efter. I sadlen på den 10-årige vallak Sohn Der Erde K e. Salz Der Erde/ Contender formåede hun nemlig at skære mere end fem sekunder af Frederiks tid, og red altså fejlfrit over målstregen i tiden 74,07 sekunder, hvilket altså lagde helt vanvittigt pres på klassens resterende ryttere, der virkelig skulle stå tidligt op for at følge med den hurtige ekvipage. Mon det skulle blive en dobbeltsejr til Wildfang Linde-søstrene?
En ekvipage, der virkelig gjorde et ihærdigt forsøg var Victoria Sophia Hjorth-Madsen i sadlen på DV-vallakken Catwalk V e. Cosmeo/ Heartbeat (opdr. Ole Christensen). Parret red en virkelig flot runde, og helt indtil sidste spring så det også virkelig godt ud på både fejl og tid. Desværre røg allersidste forhindring, hvilket betød at tiden, der ellers stoppede på 76,37 sekunder, endte med fire strafsekunder og altså 80,37 sekunder totalt.
Det var tydeligt at se på de resterende ekvipager, at de godt vidste, at der skulle fart på for at slå Phillippa af pinden. En ekvipage, der altid er god for en hurtig runde, er Linnea Ilsøe Madsen i sadlen på DV-hoppen Medina-EM e. Bøgegården's Graf's Stakkato/ Candillo (opdr. Peter A. Petersen). I dag var ingen undtagelse, og med en enormt velspringende Medina og en effektiv Linnea i sadlen, kunne parret ride fejlfrit over målstregen i tiden 75,92 sekunder.
Sidste rytter på banen var Kamilla Ladefoged Rasmussen, der denne gang havde taget 15-årige Chico Z e. Clinton I/ Quantum med sig. Det var tydeligt, at Kamilla godt vidste, hvad det krævede at lægge sig i spidsen af konkurrencen. Hele turen rundt red hun meget velovervejet med hurtige vendinger og et højt grundtempo. Det gav da også pote, for i den helt suveræne tid 70,99 sekunder lagde hun sig altså i spidsen af dette års Agria DRF Mesterskab for U25-rytterne, og går dermed ind i finalen med nul fejl.
Andenpladsen gik dermed til Phillippa Wildfang Linde og Sohn Der Erde K, der red 3,08 sekunder hurtigere end Kamilla, og går dermed ind i finalen med 1,54 strafpoint. Tredjepladsen gik til Linnea Ilsø Madsen og Medina-EM, der red 4,93 sekunder langsommere end førstepladsen, og de tager derfor 2,46 strafpoint med til lørdagens finale. Fjerde bedst blev Frederik Fensholt og Nintendo, der går til finalen med 4,06 strafpoint.
Med det blev det danske mesterskab for alvor skudt i gang. I morgen gælder det U18- og seniorrytternes første kvalifikation, mens det lørdag er finaledag for U21- og U25-rytterne. Søndag kulminerer et fantastisk stævne på Stutteri Ask med finaledag for U18- og seniorrytterne.