Det begyndte fantastisk i Rom

27-05-2011 17:21

Britt Carlsen

Det danske superligahold i Rom lagde ud med en fantastisk runde af Andreas Schou, der kun blev noteret for 1 fejl - desværre kom der fejl til og inden anden runde lå Danmark på 8. pladsen
Copyright Ridehesten.com
Emilie Martinsen og Caballero leverede en runde med fire og en runde med 12 fejl.

Det begyndte fantastisk for de danske springryttere der denne weekend er i Rom for at ride Superliga. Det var den tidligere danske mester Andreas Schou og avlshingsten Uno's Safier, som var først ude på banen. Uno's Safier sprang banen fejlfrit, men da tiden er stramt målt, blev Andreas noteret for en enkelt tidsfejl. Emilie Martinsens Caballero er heldigvis tilbage i topform efter et kolikanfald ved det første superligastævne i La Baule. De to fulgte Andreas Schou i den danske startopstilling, og det gjorde de næsten lige så godt - en enkelt hov i vandgaven og en tidsfejl, var alt de to blev noteret for. Efter samtlige nationer havde haft to ryttere gennem banen lå det danske hold på tredjepladsen efter Belgien og Frankrig. Vandgraven kom også til at spille en rolle da Charlotte Lund red Cartani på banen, desværre fik hun foruden vandgraven yderligere nedslag og tidsfejl, så hun sluttede med at blive noteret for 13 fejl. Så hvilede alle de danske forhåbninger på den nykårede danmarksmesters skuldre - Thomas Sandgaard og kun 9-årige Amarone lagde godt ud på banen, men vandgraven så ud til at være danskernes onde ånd, for også Sandgaard og Amarone satte en hov i vandgraven, og desuden fik de oxeren ud af trekombinationen samt yderligere en oxer, og dermed rykkede danskerne fra en mulig topplacering ned på sidstepladsen med ialt 18 fejl. Bedst efter første runde var Frankrig med blot 2 fejl foran Belgien med 5 og USA med 8. Den danske nedtur fortsatte desværre i anden runde, hvor Andreas Schou fik 13 fejl, Emilie Martinsen fik 12 fejl, Charlotte Lund 14 fejl og Thomas Sandgaard sluttede med 12 fejl - så danskerne sluttede sidst med 55 fejl. Holland vandt med 10 fejl med Belgien på andenpladsen med 14, Irland med 21.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner