Derfor rider Bachmann ikke DM i år

31-05-2023 09:28

Annika Knudsen Lorentsen

Tager man et kig på startlisten til dette års DM for senior, vil man nok hurtigt opdage, at Daniel Bachmann Andersen ikke er på startlisten. Det er der dog en rigtig god grund til forklarer han

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen i Aachen sidste år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

27 ekvipager er tilmeldt årets DM for senior, som afholdes hos Helgstrand Event i Uggerhalne. Flere af de danske topryttere er klar med en eller flere heste. men kigger man på startlisten, vil mange nok opdage, at man i år ikke finder Daniel Bachmann Andersen. Den danske toprytter har ellers to succesfulde Grand Prix-heste pt. Det drejer sig om Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) og Vayron e. Vitalis/P.B. Gloster. 

 – Der er en god forklaring på, hvorfor jeg ikke er på startlisten til DM i år. Det er ikke fordi, at vi ikke vil ride DM, men det giver bedst mening for os, ikke at starte i år, forklarer Daniel til Ridehesten og fortsætter:

– Zippo skal gå i Hagen ugen efter, og i samråd med Anne-Mette og Wolfram (red. holdleder Anne-Mette Binder og træner Wolfram Wittig), er vi enige om at ride Hagen frem for DM. Jeg er ved at forberede mig til Hagen, som er et stævne jeg rigtig godt kan lide at ride ved, og hvor jeg har haft mange gode oplevelser. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Vayron tidligere i år i Hagen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mens Zippo skal gå Hagen allerede næste uge, så har Daniels anden Grand Prix-hest Vayron fortjent en pause efter en aktiv start på sin karriere som Grand Prix-hest. 

– Vayron har gået Grand Prix hver måned siden oktober sidste år. Det er hans allerførste Grand Prix-sæson, og jeg synes, at det var en god idé at give ham en lille puster nu. Det bliver en lang sæson, hvor der er lang tid mellem stævnet i Aachen og EM i september, så derfor tænker jeg, at det måske giver bedre mening at planlægge et stævne indimellem der. 

Stævnet i Aachen, som afholdes fra den 27.-2. juli, er et vigtigt led i den danske forberedelse til EM 2023, som afholdes i Riesenbeck fra den 4.-10. september. 

Selvom Daniel ikke er at finde på startlisten til DM i år, så er der mange gode bud på medaljetagere, og der er uden tvivl lagt op til et spændende mesterskab. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner