Thomas Bach Jensen
Jens Aage Nielsen og hans familie, der driver Stutteri Khan ved Støvring, har i år fået den sjældne fornøjelse at have et par levestærke og velfungerende tvillingeføl.
Den 14-årige bronzemedaljehoppe Michelle Khan e. Midt-West Ibi-Light / Frühling havde termin den 1. maj med den tyske hingst Danicer e. De Niro / Lancier. Det er en kombination, der allerede har givet dressurhesten Dancer Khan, som med Sanne Henningsen i sadlen blev nr. 3 i Unghestechamionatet 2013 med adskillige 9-taller.
Om morgenen den 1. maj - præcis på terminsdatoen - gik Jens Aage ud på marken for at se til Michelle og opdagede, at hun stod med et nyfødt føl. På vej hen til hoppen fandt avleren et livløst føl i græsset. Da han prikkede til det, kiggede det op på ham, og han tog sig straks af det. Så snart begge levedygtige føl var på benene, havde Michelles mor Freude på 26 år snuppet det ene.
De to hingsteføl - Dacapo og Davinci - blev bragt til stalden sammen med deres mor og fik hjælp til at drikke. Det første døgn holdt Jens Aage og familien konstant øje med hoppe og føl, men det viste sig hurtigt, at føllene var i stand til at klare sig selv som andre føl. De håbede i starten på, at det mindste af føllene ville holde ponymålet, men han er allerede vokset så meget, at det tyder på, at begge føl når normal højde.