Debutantsejr ved B-stævnet i Middelfart

28-03-2014 21:16

Landsstævnet i dressur i Middelfart er godt igang. I fredag aftens Intermediaire II gik sejren til berider Dennis Fisker, Frederikshavn, der i denne weekend er Grand Prix-debutant

Copyright Ridehesten.com
Dennis Fisker og Mirage Rishøj ved AEG i Norge i sidste måned. Foto: Line Moen.

I sidste måned havde Frederikshavn-berideren Dennis Fisker stor succes i lilletur ved ÆG i Norge med sin egen Mirage Rishøj e. Milan/ Rawage Quintus (opdr. Kirsten Jensen). Ved denne weekends landsstævne debuterer ekvipagen i Intermediaire II og Grand Prix i Middelfart. Det blev fredag aften til en succesfuld debut til 70% og sejr i Intermediaire II for Dennis Fisker, der træner ved berider Vibeke Degn Andersen.

- Han føltes allerede rigtig god på opvarmningen. Vi havde meget få og små fejl i programmet, hvor han gik i stå i den første piaffe, fordi han skulle gøde, men ellers var han med mig hele vejen rundt, og serierne lykkes fint. Han er stadig noget uerfaren, men jeg er rigtig godt tilfreds, fortæller Dennis Fisker, som bedyrer, at han lægger cigaretterne på hylden, hvis han opnår 70% i Grand Prixen imorgen!

Andenpladsen gik til Anne Sofie Aæn og Donares e. Don Frederico/ Bergamon foran John Hvalsøe Saul og trakehnerhingsten Aston Martin e. Monteverdi/ Sixtus (opdr. Lone H. Andersen).

Fredagen i Middelfart bød på flere klasser. I MB0 satte Victoria E. Vallentin sig på sejren med 72,308% smukt redet ind på sølvmedaljehoppen Geisha e. Gribaldi/ Heslegårds Weltmeister (opdr. Svend Jensen), mens norske Silje Bakken tog førstepladsen i MB2 på Eks Ment II Be med 70,789%. Henriette Dam Vestergaard tog sejren i MA på Leopold e. Loudini/ Temple Wind xx (opdr. Finn Ejlersen) med 69,583%.

Følg alle resultater fra B-stævnet i Middelfart HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner