De største stjerner og de unikke øjeblikke

09-03-2019 22:11

Britt Carlsen

Som der er tradition for under DV's gallashow uddeles MCH's Varmblodspris, og det var, som altid, en velfortjent prismodtager, men så overraskede MCH Messecenter Hernings direktør Georg Sørensen alt og alle

Copyright Ridehesten.com
MCH's Varmblodspris gik til Anny Roed, som har været hjælper i Herning i alle 40 år.

– Det har været forholdsvis let at udpege prismodtageren hvert år, det var det også i år, indledte Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, og så bad han Anny Roed om at komme på banen. Anny har været en af de utrættelige hjælpere i Dansk Varmblod, og helt usædvanligt har Anny været med lige fra den spæde start i 1980, hvor hun og 29 andre hjælpere klarede opgaven underkåringen – i dag er der 350 hjælpere i gang. Og Anny har udviklet sig til at være en reservemor for dem.

– Når Anny introducerer nye hjælpere, siger hun: Vi skal  arbejde meget, og så skal vi have det sjovt og festligt sammen, når arbejdet er gjort. Og det er den ånd der gennemsyrer hele hjælperteamet, fortalte Jan Pedersen, da han og MCH Messecenter Hernings direktør Georg Sørensen overrakte MCH's Varmblods pris på 25.000 kr. til Anny, som tydeligt var rørt over den smukke gestus.

Copyright Ridehesten.com
MCH Messecenter Hernings direktør Georg Sørensen overraskede Dansk Varmblods formand med en pris for det fantastiske event, som forbundet og alle hjælperne har skabt, og så fik Jan en personlig skulptur i anledning af sit 25-års jubilæum som formand for Dansk Varmblod.

Georg overraskede Jan
Georg Sørensen var dog ikke færdig med at uddele gaver og ros, for han tog mikrofonen og bad Jan Pedersen blive på banen. Og han takkede Jan og Dansk Varmblod for de 40 fantastiske år i MCH Messecenter Herning på egne vegne og på vegne af de engagerede medarbejdere i messecenteret. – Det er helt unikt, det du og dine præsterer, Boxen er bygget til de største stjerner og de unikke øjeblikke, og det er det, I leverer. Og så stod alle op i Boxen og jublede, da Georg overrakte Jan et varigt minde om de første 40 år, og for at nå så langt og gøre det så flot – og skulpturen hedder meget passende "Fremgang".

Men direktøren var slet ikke færdig endnu, han bad publikum ære Jan Pedersen for hans 25-års jubilæum i spidsen for Dansk Varmblod. Og han overrakte ham en personlig skulptur kaldet "Take Care".

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen