Andreas Schou sejrer i CSI*3 150 cm Big Tour!

08-03-2019 18:49

Efter en spændende omspringning tog Andreas Schou sejren som sidste rytter i klassen!

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jyske Bank Boxen stod for Skibby HC Big Tour i 150 cm her til eftermiddag. Tribunerne var godt fyldte, og publikum levede sig ind i rytterne ridt – især hos de danske ridt. Metoden klassen blev redet efter i dag var en winning round, hvilket betød at de 25 % bedste gik videre. Det betød at i alt 12 ryttere kom videre til omspringningen. Da der var i alt 16 fejlfrie, betød det at tiden også spillede en rolle for at komme med blandt de 12 bedste.


Hovedrunden var en stor bane, hvor der både indgik dobbeltspring og trekombination, men som ellers ikke gav rytterne de store udfordringer. De bomme der faldt, faldt jævnt fordelt på banen.

Lige uden for muligheden for at ride sig til en placering i klassen kom danske Jack Ray Nielsen med Gerdings Carrie e. Colman/Corlando (opdr. Jens Peder Pedersen), da han sluttede som nr. 13. Men alle de andre danskere, der red hovedrunden fejlfrit, kom med videre i omspringningen. Det var Karen Møller Rohde med Quarz Ask e. Quintero/Caretino, Christine Thirup Christensen med Vedric e. Hurlevent de Breka*Hn/Pamphile, Søren Møller Rohde med Todt Un Prince e. Baloubet du Rouet/Clair de B’Neville samt Andreas Schou med Eurvette O e. Douglas/Manhatten.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou på vej mod sejren.


Ualmindelig spændende omspringning

Der var ikke nogen tvivl om at omspringningen skulle vindes på vendingen mellem fjerde- og tredjesidste spring, samt det lange stræk fra det næstsidste spring til det sidste. Her lagde første rytter i omspringningen Alexandra Eriksson med Lis Royal e. Lissabon/Royale W ud med en god galop. Men både vendingen og det sidste stræk kunne gøres bedre, men indtil videre lå hun i spidsen med 49,23 sekunder.

Der skete en misforståelse på første spring for Lisa Bongers og Donbalian e. Carthino Z/Voltaire, hvilket betød at hun faldt af og derfor måtte udgå fra klassen.

Tredje rytter var Nisse Lüneberg med Alina. Her blev der lagt hårdt fra start. Han fik alle svingene til at virke, men var alligevel ikke helt snæver i vendingen og heller ikke helt modig nok ned til den sidste, hvilket betød at han kun blev en anelse hurtigere end Alexandra, på trods af at turen så hurtigere ud. Han sluttede med 0 fejl i tiden 49,03 sekunder og lagde sig nu i spidsen af klassen.

Så blev det tid til første dansker. Det var Karen Møller Rohde, og de lagde rigtigt godt fra start. Desværre blev det til en bom på udspringet af dobbeltspringet, og da Quarz ikke var helt med på vendingen til tredjesidste spring, valgte hun at tage en volte. Det betød de sluttede med 9 fejl i tiden 65,23 sekunder.

Danske Christine Thirup Christensen var feltets yngste rytter. Desværre blev Vedric lige stærk nok ned til dobbeltspringet, hvilket betød at indspringet faldt. Men ellers var der tale om en flot runde, og der er ikke nogen tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til den unge rytter i fremtiden. Med 4 fejl i tiden 53,44 sekunder var det alligevel til en foreløbig tredjeplads.

Sjette rytter på banen var Christopher Kläsener med Abanta van de Huiskens e. Vigo d’Arsouilles/Orlando. Han fik en helt super vendning mellem det fjerde- og tredjesidste spring, men det sidste held var alligevel ikke med ham og bommen faldt. Han holdt ikke det helt høje tempo det sidste stykke, da det nu var sikkert at han ville komme i mål med 4 fejl. Men med en tid på 49,71 sekunder, var det en ny ekvipage på tredjepladsen.

Søren Møller Rohde gjorde et rigtigt godt forsøg, hvor Todt un Prince viste sine kvaliteter på mange af springene. Men i linjen til det fjerdesidste spring misforstod Todt un Prince den halve parade og gik næsten helt i stå. Det betød desværre, at afstanden ikke kom til at passe og springet faldt. Men de kæmpede sig videre, og sluttede med de 4 fejl i tiden 54,76 sekunder.  

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Marco Kutscher gjorde også et rigtigt godt forsøg med Böckmans Lord Pezi Junior e. Lord Pexi/Quattro B, selvom Lord Pezi lige viste sin glæde nogle steder på banen. De kom uden problemer fejlfrit i mål, men tiden var heller ikke den hurtigste – de sluttede med tiden 50.77 sekunder.

Ottende rytter på banen var Zoe Osterhoff med Chacenny e. Chacco-Blue/Cento. Hun ville gerne vippe sin landsmand af pinden, og hun gjorde også et rigtigt godt forsøg. Det lykkedes hende at lave en fantastisk vending til tredjesidste spring, og så gav hun den ellers maksimalt gas. På vej til den sidste blev hun dog i tvivl om hun skulle tage en halv parade ind, men besluttede at fortsætte. Desværre blev afstanden til den sidste meget stor, og forkanten på den sidste okster måtte fald,e da Chacenny forsøgte at strække sig over okseren. Hun sluttede med den meget hurtige tid 47,10 sekunder og de 4 fejl.

Rolf-Göran Bengtsson viste at den veding til tredjesidste spring kunne gøres endnu bedre end det vi allerede havde set. Uden at det så rigtigt hurtigt ud, så slog han nemt Nisse Lüneberg af pinden ved at ride den eminente vending og holdte en god galop til den sidste. Det blev til 0 fejl med tiden 48,14 sekunder.

Nu var der kun to ryttere tilbage til at slå Rolf af pinden. Svenske Linda Heed gjorde et rigtigt godt forsøg, men den snævre vending lykkedes ikke helt for hende og bommen faldt. Men tiden var hurtig – men med 4 fejl og tiden 48,89 sekunder, så måtte Linda Heed se sig på en foreløbig 6. plads.

Så var der jubel og klapsalver fra publikum. Sidste rytter og sidste dansker manglede at komme på banen. Det var Andreas Schou, og han gjorde det! Alt flaskede sig hele vejen rundt. Vendingen til den tredjesidste gav godt nok publikum lidt nerver på, men ellers var tempoet højt hele vejen og Eurvette O sprang eminent. Da Andreas red fejlfrit igennem mål med dagens hurtigste tid, brød publikum ud i et jubelbrøl og klapsalver – ganske fortjent efter en fantastisk omspringning.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou på vej mod sejren.


Andreas Schou sørgede også for at publikum fik rørt lattermusklerne, da speakeren kort interviewede ham inden præmieoverrækkelsen. Det foregik pænt på engelsk fra den irske speaker Edmund Holloway, men selvfølgelig svarede Andreas da på dansk til det danske publikum.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner