Annika Knudsen Lorentsen
40 ekvipager har været til start over de to runder i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i springning, hvor de bliver redet af egen rytter, og nu står det klart hvilke heste der har kvalificeret sig til testrytter-delen, som afgør hvilken hest, der kan kalde sig vinder af Unghestechampionatet 2022.
Det er Andreas Schou der igen er testrytter her i Herning, og han skal fordelt over i morgen og lørdag have 20 heste under sadlen. Det bliver spændende at se, om dette kan ændre i den foreløbige placeringsrækkefølge, for det er ikke nødvendigvis det samme man kan se fra jorden, som man kan mærke når man sidder i sadlen.
Igen i dag har Bo Kristoffersen og Bo K. Møller stået for bedømmelsen af hestene, som i dag skulle gå en 120 cm høj bane med 9 forhindringer. Undervejs forklarede Bo Kristoffersen, at det kan være svært at vurdere helt korrekt, men at de gør deres bedste for at afgive en fair og retvisende bedømmelse.
Dagens vinder er også den, der nu er bedst placeret i den samlede stilling. Her er det nemlig den velspringende hoppe Egelunds Babette e. Balou/ Cajus (opdr. Line Thomey), som blev flot fremvist af Maria Bjørnkjær Asferg.
– Det er en fantastisk dejlig hest, som også gjorde det godt i går. Både hest og rytter udstråler, at det her skal de nok klare, og det er fedt at se. Babette er godt uddannet, og der er gjort et virkelig godt arbejde, udtalte dommerne blandt andet efter Maria og Egelunds Babettes runde i dag. Ekvipagen fik i dag tre 9-taller for henholdsvis teknik, galop og ridelighed, mens de opnåede hele 9,5 for kapacitet.
Næstbedst i dag var Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask A/S), som fik 9,5 i ridelighed, 9 i teknik og 8,5 i både kapacitet og galop. Fi Fi blev flot fremvist af Karen Møller Rohde, og de er nu placeret som nr. 4 i den samlede stilling.
I dag blev det Anni Pape med Gerdings Miss Vase e. Chacoon Blue/ Ladas (opdr. Jens Peder Pedersen) der red det tredjebedste resultat hjem, og det betyder, at de også er placeret som nr. 3 i den samlede stilling.
Næstbedst i den samlede stilling er Mathilde Lind Skjøtt med Maigaards Shakilou e. Balou du Rouet/ Carpaccio (opdr. Maigaard Randers ApS), som i dag endte som nr. 4 efter en runde, hvor der var mange fine højdepunkter undervejs.
Samlet nr. 5 er Fanny W. e. Favorit Ask/ Boston (opdr. Marie Witt Poulsen), som er blevet flot fremvist af Victor Lica Larsen.
I alt kommer de 20 bedste heste videre til at skulle rides af testrytter, og de første 10 af dem skal vi se allerede i morgen, mens de sidste 10 skal rides lørdag, hvor det også blive afgjort hvem der vinder Unghestechampionat.
Foruden de førnævnte fem bedste i den samlede stilling, skal følgende heste rides af Andreas Schou:
De ungeheste, der ikke er kvalificeret til testrytter-delen, har mulighed for at ride en B-finale lørdag aften.