Velbesøgt banetræning for 4. år i træk

03-05-2015 22:25

Sanne Kolind

I weekenden var det igen tid for den årlige banetræning hos Stald Mark i Tjele. Arrangementet har igennem de sidste 4 år kun haft fremgang. Der er blevet sprunget alt fra bom på jorden til 150 cm baner

Stald Mark ved Vammen (Tjele), drives til dagligt af Alexander Mark. De sidste 4 år har der været afholdt banetræning i forbindelse med det officielle startskud på udendørssæson. Begivenheden har udviklet sig meget igennem årene, og flere og flere rytter synes at deltage. På den smukke bane er der rig mulighed for at komme ud og afprøve hestene. Telte, flag, musik – kombineret med en flot springbane med mange forskellige spring, samt den berygtede brede vandgrav er med til at danne rammerne og et ’rigtigt stævnemiljø’. Banebygger Søren Milert havde igen i år designet banerne til alle klasserne, og afholdt et lille minikursus for rytterne, hvor de gennemgik en baneskitse og fik gode råd og fif om hvordan man bedst læser og forstår en baneskitse. Lørdag havde Tørring Rideklub Voltige Team fundet vejen til Stald Mark og lavede en flot opvisning for tilskuerne.

I denne weekend har omkring 350 startere været igennem banen. Et helt fantastisk antal, der vækker glæde for arrangørerne. Lørdag var hestenes dag og i over 12 timer var der gang i springbanen. Der var så stor opbakning at nogle af hestene måtte flyttes til søndag, som egentlig var ponyernes dag.

Her startede dagen med en ’Bom på jorden’-klasse, hvor stævnets absolutte yngste rytter var i aktion. Det var Thea på hendes pony Trunte. Thea bliver først 4 år senere i år. Hun blev trukket rundt af sin mor Rikke Kjærup som de andre år selv har deltaget i banetræningen.
Her efter skulle de heste, der ikke fik startet i går i, ride. Der blev afprøvet vandgrav med stor succes. Alexander havde selv et par unge heste med der skulle prøve kræfter med det blå vand.
Igennem hele dagen blev der hjulpet til på banen, så alle ryttere kunne få en god tur. Hvis rytterne gav udtryk for at de gerne ville prøve vandgraven, blev der dækket talstærkt op ved vandgraven og alle der ville prøve kom over – langt de fleste i første forsøg.

Begge dage er der også blevet afholdt en Cup-klasse, hvor der blev redet i en tidsspringning. Her blev farten sat meget op og vendingerne blev små! Til vinderen af cuppen var der, ud over rosetter, også en vandrepokal, gavekort til undervisning, samt lækre sponsorgaver fra Rytterhuset Viborg.
Sejren gik til Michelle Døssing Lund og hendes skimlede pony Skouboes Meadow. På 2. pladsen kom Kia Keller på Bobby, og 3. pladsen gik til Phillip Hvilshøj Andersen på den brogede Lover Girl. De modtog begge gavekort til undervisning hos Stald Mark.

Herefter skulle de sidste højder rides og igen var der flere modige ryttere der kastede sig ud i at forsøge at springe den store vandgrav.
Alt i alt har weekenden været en kæmpe succes. Rytterne har været glade og vejret har vist sig fra sin bedste side! 

 

Ridehesten havde fotograf til stedet søndag - billederne kan ses her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner