De danske mesterskabsarrangører er fundet

27-09-2024 18:22

Nu har Dansk Ride Forbund fundet de arrangører, der skal stå i spidsen for de kommende mesterskaber i både dressur og spring for perioden 2025-2027. Fælles for arrangørerne er, at det er yderst erfarne kræfter, der overtager mesterskaberne

Copyright Ridehesten.com
Nu er de nye mesterskabsarrangører fundet. Her ses Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle fra deres sejr i det danske mesterskab tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Tilbage i juni måned udbød Dansk Ride Forbund en række mesterskaber, som klubber og stævnearrangører kunne søge om at afholde. Det drejede sig om DM i dressur, Agria DRF-mesterskab for U25 i dressur samt DM i paradressur fra 2025-2027. Ligeledes drejede det sig om indendørs Agria DRF-mesterskaber i springning for pony og children i perioden fra 2025-2027. 

Dansk Ride Forbund har nu behandlet alle de ansøgninger, de har modtaget. DRF skriver på deres hjemmeside, at alle indkomne ansøgninger er blevet vurderet nøje af DRF's disciplinærudvalg, som i samarbejde med administrationen har indstillet deres bud til bestyrelsen. Bestyrelsen har herefter truffet den endelige beslutning.

Copyright Ridehesten.com
Alle ansøgninger er nøje gennemgået. Her ses Christian Hald Cassøe og Craig Mhuire Ollie fra da de vandt indendørs Agria DRF-mesterskab for kat III pony. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Den nye arrangør for dressurmesterskaber
DM i dressur, Agria DRF-mesterskab for U25 samt DM i paradressur bliver fra 2025-2027 afholdt på Dressurakademiet i Randbøl, som holder til i de flotte og velkendte omgivelser hos Korshøjgaard fra Blue Hors tid på adressen. Dressurakademiet har et kompetent og erfarent hold med stor viden fra stævnebanerne, og ser frem til at byde ryttere og tilskuere velkommen til et mesterskab i topklasse, skriver Dansk Ride Forbund. Dressurakademiet i Randbøl er et helt nyt setup, med erfarne kræfter fra familien Obel og berider Dennis Fisker i spidsen. Målet har fra start været at byde sporten velkommen, så at mesterskaberne fremover afholdes i de fantastiske omgivelser på Korshøjgaard, bliver yderst spændende. 

Copyright Ridehesten.com
De smukke omgivelser hos Randbøl Dressage Academy bliver nu de nye værter for dressurmesterskaberne. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Den nye arrangør for springmesterskaber
Riders Cup bliver vært for de indendørs Agria DRF-mesterskaber i spring for pony og children. Riders Cup er med deres flotte omgivelser kendt for at skabe fantastiske stævneoplevelser, hvor ryttere og publikum har optimale rammer for sport og samvær. Der er altid fokus på en god atmosfære og lækker mad i cafeteriet. Teamet bag Riders Cup glæder sig til at løfte opgaven de næste tre år, skriver Dansk Ride Forbund. Riders Cup er en klub med fokus på springsport på topniveau, med en topmoderne ridehal på 32 x 80 meter og en yderligere hal på 25 x 65 meter. Hos Riders Cup er det ryttere, der arrangerer stævner for andre ryttere, så her er der styr på alle detaljer. 

Copyright Ridehesten.com
Den virkelig flotte ridehal hos Riders Cup. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner