Britt Carlsen
Gørklintgårds Santos, DVH 1026, er nu kåret i to forbund. Udover Dansk Varmblod har det tyske Oldenburgforbund også besluttet at vende tommelfingeren opad til den 6-årige, danskregistrerede hingst, lyder det i en pressemeddelelse fra Gørklintgård ved Jørgen Ravn. Den velgående brune hingst, der er efter Sunny-Boy/Carano/Leandro fik adgang til afprøvning ved Dansk Varmblods hingstekåring i 2009. Senere samme år bestod han forbundets 35-dages test på Vilhelmsborg med 803 point og en træningsbeskrivelse der bl.a. roste hingstens gode temperament og villighed til at arbejde. Han blev færdigkåret i 2010 og tildelt en opdrættermedalje i bronze. Det er Gørklintgårds Genoa der er mor til Gørklintgårds Santos, der er hoppens første afkom i en ubrudt række på ialt syv afkom.