Thomas Bach Jensen
Stutteri Atterupgaards elitehoppe og firfold hingstemor, Atterupgaards Dicte e. Caprimond/Donnerhall, der er opdrættet og ejet af Atterupgaard v/ Kristine Munch Nielsen, blev ved Dansk Varmblods eliteskue i år i en alder af 20 år dekoreret med titlen Bedste dressuravlshoppe og modtog Matinés vandrestatuette.
Dicte er helsøster til OL-hesten Atterupgaards Cassidy, har 14 registrerede afkom og er bl.a. mor til de fire kårede sønner Fassbinder, Atterupgaards Seebach, Atterupgaards Botticelli og Atterupgaards Barcelo samt til sølvmedaljehoppen Dolly og adskillige afkom med succes i dressursporten som bl.a. A-hesten Berlucchi.
Den 6-årige avlshingst Atterupgaards Barcelo DVH 1330 e. Bon Coeur/ Caprimond (opdr. Kristine Munch Nielsen) har aflagt en fremragende 35-dages test i Dansk Varmblods regi, er fuldt kåret i DV og han har 19 registrerede afkom på Hestedata. Efter et par år hos Helgstrand Dressage er hingsten i dag ejet af tyske Maxi Kraft og rides af Tessa Frank.
Efter i maj måned at have vundet en bundeschampionatskvalifikationen i Schenefeld med imponerende karakterer, har Barcelo og Tessa i denne weekend lagt Warendorf ned. De vandt Bundeschampionatet i dressur for 6-års heste med en samlet score på 8,7 og med karakteren 9,0 for galop såvel som samlet indtryk og ingen karakter under 8,5.