Astrid Ø. Sørensen
Frankfurt Festhalle i Tyskland er i denne weekend omdannet til et hestemekka med internationalt stævne i både springning og dressur. Foruden Grand Prix Special er finalen i Nürnberger Burg-Pokal-turneringen i dag blevet afviklet, hvor 12 kvalitetsfulde yngre heste var på banen. Den nationale unghesteturnering er for tyske dressurheste i alderen 7-9 år og på Prix St. Georges-niveau.
Tilbage i maj måned vandt den danskopdrættede oldenburgerhingst Maxi Kraft's Barcelo OLD e. Bon Couer/ Caprimond (opdr. Kristine Munch Nielsen), der i Danmark er kendt under navnet Atterupgaards Barcelo, en kvalifikation i turneringen og sikrede sig dermed en plads i finalen.
Den 8-årige hingst er siden 2023 blevet redet af erfarne Dorothee Schneider, som i dag red et klasseridt på Barcelo til 76,73%, og dermed tog de altså sejren i årets Nürnberger Burg-Pokal. Andenpladsen gik til Juliane Brunkhorst og DSP Diamante Negro e. Delorean/ Fürst Romancier med 75,51%, mens trejdepladsen blev besat af den tyske Helgstrand-rytter Leonie Richter på den DV-kårede hingst Vitalos e. Vitalis/ De Niro, der ejes af Helgstrand Dressage og Schockemöhle.
Præstationsblod i årerne
Barcelo er avlet i Danmark på det sjællandske stutteri Atterupgaard, der står bag adskillige topheste. Mor til Barcelo er Atterupgaards Dicte, der er mor til fem kårede sønner. Hun er desuden helsøster til Atterupgaards Cassidy, som har haft så stor succes under Cathrine Laudrup-Dufour.
Den 8-årige Barcelo startede sin karriere hos Helgstrand og blev i 2018 kåret i det tyske oldenburgerforbund, ligesom han også senere opnåede kåring i Dansk Varmblod. Han blev som 5-års solgt til Tyskland, hvor Tessa Frank her kvalificerede ham til Bundeschampionatet med en fjerdeplads til følge. Året efter sikrede de sig sejren og titlen som Bundeschampionatsvinder for 6-års heste, inden Dorothee Schneider overtog tøjlerne og fortsatte uddannelsen af hingsten.
Se Schneider og Barcelos vinderridt her: