Danskerne triumferer i Sverige

16-06-2024 10:14

I denne weekend er flere danske springryttere til start i det svenske til internationalt springstævne, hvor denne sæsons anden Baltic Cup afdeling løber af stablen. Her har de danske springryttere endnu en gang vist god stil på springbanen

Copyright Ridehesten.com
Amalie König og Jorsinaa. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I onsdags ankom flere danske ryttere, ponyer og heste til Växjö i Sverige, hvor flere af de danske pony-, children-, junior- og ungryttere har redet internationalt springstævne hele weekenden. Torsdag var første danske rytter på banen, og her blev det Dannebrog, der strøg til tops, da første sejr blev redet i hus. 

Copyright Ridehesten.com
Cecilie König og Königs Surprise Party. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Olivia Dresler og Celvita Z e. Crespo VDL/ Zandor red nemlig en fejlfri runde i torsdagens junior small tour 120 cm som eneste rytter, og dermed lagde de et stabilt niveau for den danske succes, da parret kunne kalde sig vindere af klassen. I torsdagens sidste klasse, U25 big tour 130 cm triumferede danskerne. Her strøg Dannebrog endnu en gang til tops, da Cecilie König og Königs Surprise Party e. Party Dance/ Carano sikrede sig sejren med en fejlfri runde, der var næsten to sekunder hurtigere end andenpladsen, der gik til søster Amalie König og Jorsinaa e. Arezzo VDL/ Indoctro. 

Copyright Ridehesten.com
Olivia Dresler og Celvita Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Første klasse fredag betød genlyd med den danske nationalsang. Olivia Dresler og Celvita Z red sig endnu en gang ind på førstepladsen i junior small tour 125cm. Da anden klasse blev skudt i gang, var det ponyernes første tur på banen. Her red Emily Lee Vestergaard og Flowerhill Judy en fejlfri runde, og igen lød den danske nationalsang ud over den svenske arena, da parret sikrede sig sejren. Da det blev tid til kategori 1 ponyernes small tour i 110 cm, var det igen igen med dansk triumf. Top fem bestod nemlig af danske ryttere, hvoraf Silvia Mourier og Ballybunion Jacks Lady e. Jack of Diamonds kunne kalde sig vindere af klassen.

Copyright Ridehesten.com
Emily Lee Vestergaard og Flowerhill Judy. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I juniorernes big tour fredag, hvor forhindringerne lød på 130 cm, satte Danmark sig igen på førstepladsen, og endda til en rytter, der havde gjort det to gange forinden. Olivia Dresler kunne endnu en gang kalde sig vinder, denne gang med den 10-årige hoppe Picadilly. Ekvipagen var eneste fejlfrie rundt på den udfordrende bane. Det samme gjaldt for U25 big tour, hvor Amalie König og Jorsinaa denne gang var eneste fejlfrie ekvipage, og dermed strøg dannebrog altså til tops for intet mindre end syvende gang på bare to dage. 

Fredag eftermiddag blev det atter tid til ponyernes big tour. Her lagde Christian Hald Cassøe sig i spidsen på kategori 3 ponyen Mister Surprice, og kunne altså nyde synet af det danske flag endnu en gang. Det samme gjorde sig gældende for kategori 1, da Amalie Breum-Harild og hendes pony Good Boy du Bondet e. Tresor red en fejlfri runde i den hurtigste tid, og endnu en gang var en dansker at finde på øverste trin af podiet. 

Copyright Ridehesten.com
Christian Hald Cassøe og Mister Surprice. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard.

Lørdag, og dermed stævnets anden sidste dag, blev skudt i gang med kategori 3 ponyernes small tour, hvor Christian Hald Cassøe endnu en gang kunne kalde sig vinder af klassen, da ekvipagen var eneste fejlfrie par over målstregen. Denne gang på ponyen Graig Mhuire Ollie. Ikke længe efter, var det kategori 2 ponyernes tur. Her var der flere fejlfrie ryttere, og spændingen var stor, da de svenske ponyryttere formåede at levere fejlfrie og hurtige runder. Dog var én dansk ekvipage ikke til at slå. Josefine Færch Stadil og Happy Boy vandt klassen i den hurtigste tid. Også i kategori 1 ponyernes small tour var der dansk sejr. Her red Silvia Moruier og Ballybunion Jacks Lady endnu en gang sejren hjem i en hurtig og fejlfri tid. 

Copyright Ridehesten.com
Maise Kristensen på Lykkehøjs Dreamgirl. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard.

Selvom springene blev hævet og det nu lød på big tour, var de danske ryttere ikke til at slå af pinden. For kategori 3 ponyernes big tour blev nemlig vundet af Ellen Vester Reymert på Dinko Star. Herefter var det tid til holdkonkurrence for kategori 2 ponyerne, hvor to danske ryttere var på det vindende hold, nemlig Camilla Winther og Kenzie Van der Vonderschotten og Maise Kristensen på Lykkehøjs Dreamgirl. Selvom Danmark allerede havde taget mange sejre med hjem på daværende tidspunkt, holdt det ikke kategori 1 ponyerne tilbage. Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco vandt nemlig big tour, hvor forhindringerne lød på 125 cm. Ligeledes var parret på det vindende hold i holdkonkurrencen, hvor to danske ryttere igen var til start, nemlig Selma Hundborg Dresler og Silvia Mourier. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I holdkonkurrencen for childrenryttere var der endnu en gang danskere at ane på førstepladsen. Her var Dicte Rigmor Stampe og Number One Z og Caroline Sabroe Søndergaard og Univers La Tuiliere på det vindende hold. Lørdagens sidste klasse, og dermed også dagens største klasse, var U25 big tour, hvor springenes højde nu var 140 cm. Her var der en genganger, da Amalie König og Jorsinaa endnu en gang kunne ride forrest rundt i æresrunden, efter en fejlfri runde som den eneste ekvipage i klassen. 

Copyright Ridehesten.com
Amalie König og Jorsiina har haft et yderst godt stævne i det svenske. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I dag, søndag gælder det Grand Prix klasser for både pony-, children-, og juniorrytterne, hvor flere danskere er til start. Det bliver derfor spændende at se, om Dannebrog og den danske nationalsang endnu en gang skal pryde den svenske stævneplads. Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister lige her. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen