Annika Knudsen Lorentsen
I dag rides der B-finaler ved UVM på Zangersheide og 7-års finalen er netop slut. Her lykkedes det både Stine Cassøe og Lars Trier Kjøller at ride sig ind i top-10 ud af 79 ekvipager.
Stine Cassøe blev placeret som nr. 9 med Nala e. Rockland/A'Khan Z (opdr. Stald Cassøe), mens Lars Trier Kjøller med Dinapo e. Dicapo/Bøgegårdens Apollo (opdr. Peder Frederiksen) blev nr. 10.
Banen i dag var 140 cm høj og Inge Madsen fra Dansk Varmblod, som er til stede ved UVM, fortæller, at det var en krævende bane der mødte ekvipagerne i dag.
Søren Møller Rohde lykkedes også med at sikre sig en placering med den 7-årige hingst Action Man Ask Z e. Action-Breaker/Calvados Z. De blev nr. 19 i B-finalen.
De andre B-finaler er fortsat i gang
Både 5- og 6-års hestenes klasser er stadig i gang, men også her er der flere danskere der er kommet flot igennem banerne.
I 5-års B-finalen har Christian Tang Nielsen med Twilight e. Favorit Ask/Lambrusco Ask (opdr. Bøje Aagaard Pedersen), Renée Ulvsbjerg med Berntstein e. Clarimo/Lansing (opdr. Mathias Bernt Sørensen) og Rikke Haastrup med Can Talk To Me TD e. Catoki/Acorado (opdr. Trine D. Snitgaard Nielsen) og Jacob Theodor Schmidt med Bøgegårdens Gladiator e. Bøgegården Gladiola/Crelido (opdr. Stine og Jørgen Schmidt) alle redet fejlfrit.
I 6-års finalen har Adam Sparlund Olesen med Louisiana H e. Balou/Louvre S (opdr. Bodil Hellmers) ligeledes redet fejlfrit.
I videoen nederst kan I høre 17-årige Jacob Theodor Schmidt fortælle lidt om dagens ridt, da Inge Madsen fangede ham efter starten på den 6-årige Syvhøjegårds Unforgetable S DWB e. Untouchable/San Patrignano Cassini (opdr. Sally-Ann og Flemming Schultz), som havde et let nedslag i B-finalen for 6-års.
Se alle startlister og resultater HER.