Dansker holder vejret i Florida

10-10-2024 11:57

VIDEO: De seneste dage har en voldsom orkan ved navn Milton raset over Florida og efterladt store skader. Danske Henrik Gundersen oplever orkanen på tæt hold, og må holde vejret en ekstra gang

Copyright Ridehesten.com
Danske Henrik Gundersen bor til dagligt i Wellington, Florida, hvor stormen Milton lige nu raser. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Kraftige vindstød og store vandmængder som følge af orkanen Milton truer flere steder i den amerikanske delstat, Florida. Flere huse og store bygninger er kollapset og vejene står under vand. Den store stadion, Tropicana Field, skulle have huset alle de redningsfolk, der skal hjælpe mens orkanen står på, men også her er taget revet væk. Med andre ord: Orkanen raser over Florida, folks hjem bliver flået i stykker og vinden truer befolkningen på livet. 

Den danske berider og tidligere springrytter, Henrik Gundersen, er bosat i Wellington, USA, og befinder sig 300 km fra orkanens centrum, men også han oplever de voldsomme skader som følge af Milton. Han driver virksomheden Horse Gym USA, der er forhandler for løbe-, vand- og relaxbånd til heste fra Horse-Trainer Denmark, der drives af Norman Nielsen

Copyright Ridehesten.com
Henrik Gundersen driver virksomheden Horse Gym USA med stor succes. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen.

De seneste par dage, har der dog ikke været tid til at koncentrere sig ret meget om salget af løbebånd, da orkanen Milton også har gjort sit indtog hos Henrik og hans kone, Ellesse Jordan Gundersen, der er dressurrytter og sammen med Henrik driver Horse Gym USA med stor succes. Lige som de troede, at orkanen havde lagt sig, og hestene atter kunne komme ud og nyde deres dag på de flotte græsfolde, meldte en tornado sin ankomst over ejendommen. Alle mennesker, heste og gårdens øvrige dyr, blev bragt i sikkerhed, og her har de opholdt sig siden. 

Copyright Ridehesten.com
Henrik Gundersen med sin kone, Ellesse Jordan Gundersen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Det betyder dog ikke, at orkanen og den dertilhørende tornado ikke har gjort skade. Orkanen har blandt andet væltet både deres store hestelastbil, to-hestes lastbil, biler og trailere omkuld. Hos Henrik og Ellesses nabo er flere af bygningerne blæst i stykker, mens træer, biler og skadet materiel ligger væltet udover hele ejendommen. 

Lige nu har flere end 70.000 indbyggere fra Florida søgt ly i tilflugtsrum, som de amerikanske myndigheder står for, det meddeler den øverst ansvarlige for den føderale redningsindsats, Deanne Criswell, til BBC. Selvom orkanen Milton er blevet nedjusteret fra en kategori 3 til en kategori 1 orkan, så er faren langt fra overstået, hvilket også er tydeligt at se på skaderne hos Henrik Gundersen og hans familie. 

Copyright Ridehesten.com
Henriks nabo kommer ikke ud at køre foreløbigt. Foto: Privat.

I videoen herunder kan du se, hvordan orkanen Milton har hærget Henrik Gundersen og hans naboers ejendomme:

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen