Thilde Alsing
En flok unge danske ryttere er i denne weekend til ved det internationale stævne i Sint-Truiden i Belgien, og de formår forsat at holde et højt niveau. Både ponyryttere, juniorer, ungryttere og U-25 ryttere er til start ved stævnet, mens Jonas Rasmussen er den eneste danske rytter til start i CDI1*.
Ponyrytterne var de første på banen i morges, og med flere flotte danske ridt lykkedes det de danske ponyryttere at sørge for en dansk top tre.
Vinderen af klassen blev Cecilie Gautier Christensen og Tackmann's Cookie e. Can Dance/ Neckar. Parret red til den flotte score på 73,784%, dog var de tre dommere lidt uenige om bedømmelsen med én dommer på 70,946% og en anden dommer på 76,081%.
På andenpladsen fulgte Filippa Jæger Hensen på Crown Charm of Royal e. Casino Royal K We/ Monte Christo, der ligeledes leverede et flot ridt og en score på 71,216%. Ikke langt efter fulgte Alberte Josefine Harsbo på Mysterie Check We e. Movie Star/ FS Cracker Jack med en score på 70,270%.
I løbet af eftermiddagen blev det atter ungrytternes tur til at indtage banen. Også her lykkedes det danskerne at dominere toppen af feltet, da både anden-, tredje- og fjerdepladsen blev besat af danske ryttere.
Lea Andreassen Torabi formåede igen i dag at ride sig til en andenplads, da hun sammen med sammen med Bergakras Amaranth e. Ampere/ Troll red til 69,755%.
Thilde Rude Hare og Fred The Red e. Franziskus FRH/ Floreston I tog klassens næste placering med 68,284%, mens Dagmar Sofie Oxlund og Zwip Zwap Havdal e. Zatcho/ Blue Hors Romanov (opdr. Ole From Christensen) fulgte tæt efter på fjerdepladsen med 68,186%.
I dagens sidste klasse sørgede Jonas Rasmussen for at ride endnu en sejr i hus for Danmark. Sammen med Bastardos e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Rikke Munk og Hanne Damgaard Jensen) vandt han Intermediare I-klassen, hvor der var 13 ryttere til start. Parret opnåede 69,216%.
I morgen rider både ponyrytterne, juniorerne, ungryttere og U25-rytterne kür.