Spændende championater i vente

22-08-2018 15:10

Udover Eliteskuet, som Vilhelmsborg huser denne weekend, bliver der sideløbende afholdt dressur- og springklasser, heriblandt championater for de unge heste

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind kommer med guldmedaljehoppen Queenparks Wendy

Det bliver en travl weekend på Vilhelmsborg, som så småt allerede er startet. Dansk Varmblod afholder det årlige Eliteskue, mens Danish Derby Hestesportsrideklub sideløbende afholder både dressur- og springklasser på C- og B-niveau. 

For de unge dressurheste starter 4-års championatet lørdag morgen kl. 8.30 på østanlægget. Hele 62 ekvipager er meldt til og heriblandt flere avlshingste og medaljehopper. Blandt hingstene finder man blandt andet Quaterhit med Kenneth Damgaard i sadlen, Florist Enshøj med Anne-Marie Hosbond, Springbank II VH med den nykårede verdensmester Severo Jurado López, Katrinelund Ferrari med Cabrina Zillo Geip og ikke mindst guldmedaljehingsten Blue Hors Zackerey e. Blue Hors Zack/Sandro Hit (opdr. Tove og Ove Møller Nørgaard) med Daniel Bachmann Andersen. Søren Wind kommer ligeledes til start med guldmedaljehoppen Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer).

Copyright Ridehesten.com
Grand Galaxy Win med Severo Jurado López

7-års hestene bliver ligeledes vist på østanlægget lørdag, og det foregår, når der er pause i 4-års klassen. Her vil man bl.a. kunne opleve Grand Galaxy Win med Severo Jurado López. Hos 6-års hestene, som skal vises på gårdspladsen lørdag eftermiddag, vil man kunne nyde synet af endnu en nykåret verdensmester, nemlig  Andreas Helgstrand, som har valgt at tage UVM-deltageren Ferrari med.

Søndag formiddag åbner 5-års klassen stævnets sidste dag. Med 26 tilmeldte og igen flere avlshingste og medaljehopper, er der lagt op til god ridning. Helgstrand-teamet byder igen op med flere hingste og UVM-deltagere. Simone Pearce skal vise Lindballe's Just Perfect  frem, mens Kenneth Damgaard skal vise avlshingsten For Emotion og Straight Horse Sezuanna e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Straight Horse ApS), som i 2016 blev årets hoppe i Dansk Varmblod med guldmedalje.

Udover de unge heste bliver der også afholdt Dansk Hesteforsikring Youngster Cup for 6 og 7-års heste, mens de mere uddannede kommer til start ved Bundgaard Byg. 

På springbanen er startskuddet allerede gået og c-klasserne er godt i gang. Hen over weekenden vil den sidste iagttagelse forud UVM finde sted, ligesom at der afholdes springchampionat søndag.

Se startlister for dressur HER og for springning HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner