Thomas Bach Jensen
8. plads til childrenlandsholdet i springning i Hagen
Det første danske landshold, som skulle i ilden, var childrenlandsholdet, og Emilie Weilsby, Mathilde Aborg, Signe Dueholm Veng Kristensen og Laura Baaring Kjærgaard gjorde det fint, men kom desværre ikke videre til 2. runde. Landsholdet sluttede på en 8. plads.
Godkendte danske præstationer i 1. runde
Childrenrytternes Nation Cup skulle springes på en 1,20 m høj bane over to runder, og 11 nationer var til start. Første danske ekvipage var Emilie Weilsby og Fortuna, og det blev desværre til en enkelt nedrivning. Mathilde Aborg og Contina kom fejlfrit gennem banen, mens Signe Dueholm Veng Kristensen på Cassidy Ask sluttede med en enkelt tidsfejl. Desværre fik Laura Baaring Kjærgaard på Baileys-BH også en nedrivning, og dermed sluttede danskerne 1. runde med samlet 5 fejl. Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Ungarn og Storbritannien havde alle samlet 0 fejl efter 1. runde, og det var disse nationer, der gik videre til 2. runde, hvor der skulle springes om topplaceringerne.
Med de 5 fejl sluttede danskerne på 8. pladsen i Nations Cuppen, som blev vundet af Tyskland efterfulgt af Irland på 2. pladsen og Storbritannien på 3. pladsen.
Juniorlandsholdet fik en 10. plads i Hagen
Kl. 14.15 torsdag lød startskuddet i juniorernes Nation Cup ved Future Champions i Hagen. Det var Emil Hallundbæk, Jessica Toelstang, Josephine Bøgh og Simone Hansen Scherff, der repræsenterede Danmark, og det blev til en 10. plads til de unge ryttere.
Dansk 10. plads i Nations Cuppen
12 nationer var til start i holdklassen, som skulle springes på en 1,20 m høj bane over to runder. Det var Josephine Bøgh på Sir Flik Flak, der lagde ud for Danmark, og det blev til en runde med ærgerlige 9 fejl. Bedre gik det næste danske ekvipage, Jessica Toelstang på Quartel du Mazes, der kom gennem banen med et enkelt nedslag, mens Simone Hansen Scherff og Watokia desværre måtte udgå. Det betød, at alle øvrige resultater talte, og derfor var presset stort på sidste danske ekvipage, Emil Hallundbæk og Uno’s Safier. Det klarede den nykårede DRF-mester med ophøjet ro, og han kom gennem banen som eneste fejlfri dansker. Desværre lød den danske total på 13 fejl, hvilket ikke var nok til, at danskerne gik videre til 2. runde. Landsholdet sluttede på en 10. plads, mens sejren gik til Frankrig, Tyskland blev nr. 2 og Irland nr. 3.
Se stævnets resultater HER
/DRF.