Trine Askjær-Jørgensen
World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH) offentliggør ranglisterne over medlemsforbundenes indbyrdes placering i de tre olympiske discipliner; dressur, springning og military. Samtidig bringer WBFSH en rangliste over avlere af internationale heste.
Ranglisterne administreres af WBFSH’s generalsekretær, Nadine Brandtner, og beregnes ved hjælp af validerede FEI-resultater i samarbejde med FEI’s hovedkontor i Lausanne, Schweiz. Kun heste, der ved fødslen er registreret i en avlsforening, som er medlem af WBFSH, er berettigede til at optræde på ranglisterne.
Pointtildelingen til WBFSH’s avlerranglister i springning, dressur og military fungerer på samme måde som de velkendte FEI-rytterranglister, men i modsætning til FEI’s rytterrangliste, som er dynamisk, kører WBFSH’s ranglister over en fast 12-måneders cyklus, hvor pointene nulstilles, når en ny rangeringsperiode begynder den 1. oktober hvert år.
En andenplads i dressur
På ranglisten over avlere i dressur indtager Dansk Varmblod og Kurt Gosmer andenpladsen med Wendy de Fontaine. Queenparks Wendy, som hoppen oprindeligt hed, er opdrættet af Kurt Gosmer fra Brønderslev og efter den tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan. Hendes mor er Skovens Vanilla, opdrættet af Jens Lund Pedersen og Kirsten B. Hansen og avlet på den velkendte Stensvang-hoppestamme fra Niels Herman Schmidt. Morfar til Wendy er Sandro Hit-sønnen Blue Hors Soprano.
Med tyske Isabell Werth i sadlen opnåede hoppen en guldmedalje i holdkonkurrencen ved OL i Paris og en individuel sølvmedalje. Ved EM i sommer var parret igen på det tyske guldhold, mens det blev til to individuelle bronzemedaljer til parret.
Søren Knudsen topper i springning
Nyligt afdøde Søren Knudsen har opdrættet flere topheste, og det er da også Søren samt Eskild Black Pedersen, som topper ranglisterne i springning med Zero K, der ligger på plads nr. 127 i verden. Zero K blev redet på det danske landshold ved EM i Milano i 2023 af Kasper H. Hansen og starter nu for Irland under Darragh Kenny. Zero K er efter Kannan, trukket på Robin Z II-hoppen, Ronett-K. Denne RDH-hoppe har fået ni afkom bl.a. den internationale springhest Harry-K, som har været redet internationalt og flere gange ved EM af tyrkiske Derin Demirsoy.
7-årig DV-hest topper i military
Den avler, som topper listen i military er Pia Gørtz Augustinus for opdræt af den blot 7-årige Apollo Creed e. Bøgegårdens Apollo/ Solos Landtinus. Moren til Apollo Creed er Nørregårds Si’Dan, som selv har gået 140 cm-klasser og har været placeret ved DRF’s mesterskab for juniorer. Apollo Creed rides af 20-årige Annika Andersen. Deres unge alder til trods har Apollo Creed og Annika høstet medaljer og hæder, senest med en individuel bronzemedalje ved nordisk mesterskab i Sverige, hvor de deltog på U25-/senior-landsholdet, som vandt sølv. Allerede sidste år var de på junior-/ungrytterholdet, hvor det blev til bronze ved NM og sølv ved DM.
De repræsenterede Dansk Varmblod ved UVM i år i Le Lion d’Angers i Frankrig i år, hvor de placerede sig i bedste tredjedel af dressuren. Desværre blev Apollo Creed til overvældet af de mange tilskuere i terrænet, og parret udgik.