Danskavlet Come On Z i top i Doha

17-02-2026 10:05

En danskavlet 9-års springhest har gjort sig flot bemærket ved det femstjernede stævne The Amir’s Sword i Doha. Come On Z sprang sig lørdag til en tredjeplads i en 150 cm Longines Ranking-klasse og markerer endnu en international succes for dansk avl

Copyright Ridehesten.com
Ved det femstjernede springstævne i Doha, har en danskavlet hest gjort sig flot bemærket. Foto: Privat

Ved det internationale femstjernede stævne The Amir's Sword i Doha, Qatar, har flere danske ryttere markeret sig flot de seneste par uger. Blandt andet har Caroline Rehoff Pedersen været til start de seneste mange uger, mens Andreas Schou ankom i sidste uge. Det er dog ikke kun på ryttersiden, at de danske farver bliver flot repræsenteret. 

Den danskavlede 9-årige springhest Come On Z leverede lørdag den 14. februar en imponerende præstation i den femstjernede Longines Ranking-klasse, hvor forhindringernes højde lød på 150 cm. Her opnåede han en flot tredjeplads i stærk international konkurrence. 

Come On Z rides af den franske rytter Ines Joly, og ekvipagen har haft et særdeles vellykket stævne i Doha med flere overbevisende resultater. Blandt andet blev det også til en placering med nul fejl i den femstjernede 140 cm-klasse onsdag den 11. februar. 

Franske Ines Joly er 28 år gammel, og er blandt andet en del af denne sæsons Global Champions League-hold Cairo Pharons. Hun deltog på et GCL-hold for første gang i 2024, og på sin liste over heste, der muligvis kommer til at deltage ved Global Champions League-stævnerne i denne sæson, er altså Come On Z. 

Copyright Ridehesten.com
Ines Joly ved GCL i Monaco 2025. Her med hesten Faylinn de Fondcombe. Foto: LGCT

Dansk avl med stærk præstationsstamme
Come On Z e. Comme IL Faut/ Zirocco Blue er avlet af Jørgen Eriksen fra Nordborg, som solgte ham som føl. Hoppen bag Come On Z, Zephira V Z, blev indkøbt som føl i Belgien af Jørgen Eriksen, der blandt andet faldt for hendes stærke præstationsafstamning - et valg, der i dag viser sit værd på allerhøjeste internationale niveau. 

Samme interessante afstamning findes hos helbroderen Copper Z, der som 7-årig stadig rides af danske Jesper Meyenburg og fortsat ejes af Jørgen Eriksen. Parret har senest været til start i Fredericia, hvor de red sig til en tredjeplads i MB1*. Endnu et bevis på en talentfuld hest af samme stamme, der er godt på vej i sin uddannelse. 

Jørgen Eriksen har derudover avlet og solgt mange succesfulde heste. I 2020 solgte han blandt andet et føl til USA via Unique Jumping Foal Auction, nemlig Tell Us e. Tobago Z/ Zirocco Blue. Den nu 6-årige vallak går under Jon Idiart fra Frankrig, hvor han i oktober 2025 klarede sig rigtig fint i Oliva, Spanien, hvor han gik 5-års klasserne. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner