Kristine Ulsø Olsen
Der er fuld aktivitet på Flyinge i Sverige i disse dage, hvor der afholdes internationalt dressurstævne. En række danskere har taget turen derop og allerede ved stævnets indledende dage er det blevet til flere placeringer for danskerne.
I onsdags red Camilla Juul Møller og Gørklintgårds Siriano e. Sunny-Boy/Come Back II (Opdr. Jørgen Ravn) sig ind på en tredjeplads i juniorklassen med 69,14%. Her til formiddagen gentog Camilla succesen ved endnu engang at opnå en tredjeplads, denne gang med 69,11%.
For ungrytter Christine Marie Senger startede stævnet på absolut bedste måde, da hun i går vandt klassen for ungryttere. Med hannoveraner-hoppen Baccara B e. Benetton Dream/Sandro Hit (opdr. Elke Carstensen) opnåede de 71,27% foran svenske Evelina Söderström. Tredjepladsen blev indtaget af danske Victoria Kuusisto Pedersen på Langkjærgaard's Donna Fetti e. Don Schufro/World Cup I (opdr. Marianne og Jens Søndergaard) med 69,55%.
Her til formiddag blev det til dansk sejr i U25 klassen. Klassen blev vundet af Line Miller Danielsen på Dakapo e. Danone I/Dobrock (opdr. Maren Thomsen) mens Caroline Hartmann på Broholms Don Sure e. Blue Hors Don Schufro/Future (opdr. Janne Hartmann) blev nummer to.
Senere i dag er der danskere til start i både Grand Prix- klassen samt Prix St-Georges.
Se alle start - og resultatlister HER.