Dansk rytter på træningsophold i Californien

19-05-2018 12:01

Berider Marie Witt Poulsen er netop hjemvendt fra sit tredje træningsophold i Californien, hvor hun har besøgt og hjulpet amerikanske Dantia Benson med sine heste, heriblandt flere købt i Danmark

Copyright Ridehesten.com
Marie og Bad Boy.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Marie Witt Poulsen og Dantia Benson har kendt hinanden siden 2014, hvor Dantia ved Dansk Varmblods Forårsauktion købte den 3-årige Gedevasegaards Diesel e. Tailormade Temptation/ Zardin Firfod (opdr. Lise Steffensen). Dantia sendte sin nyindkøbte unghest i ridning hos Stald BM hos Janni Thermann og Bjarne Mark, hvor Marie på det tidspunkt var i beriderlære og fik fornøjelsen af den daglige træning af Diesel.

– Efter et par måneder skulle han hjem til USA, og jeg fik mulighed for at rejse med ham derover og hjælpe Dantia med at sætte dem i gang sammen, fortæller Marie, der den 19. april i år rejste til Dantia i Californien for tredje gang.

Marie hjælper denne gang Dantia med fem af hendes heste, som de i den forløbne måned har trænet sammen. Diesel, der har været meget succesfuld i unghestechampionaterne, er netop i gang med at lære changementer og går derfor ingen stævner for tiden. Til gengæld skal Dantia starte stævne på sin hjemmeavlede 4-års Joule e. Ampere i Burbank i næste uge, og i den forbindelse har Marie trænet hesten og introduceret den til 4-års programmet.

– I USA går 4-års hestene et dressurprogram alene. Det er gået rigtig godt igennem hele processen med Joule, og glæder mig til at høre, hvordan det kommer til at gå med Dantia og Joules deltagelse i Burbank. Jeg har også startet Bad Boy e. Olivi til to stævner, hvor jeg har redet Third Level Test 2, hvilket er gået rigtig godt. Ved det sidste stævne endte vi med at få den højeste score under hele stævnet, fortæller Marie.

Copyright Ridehesten.com
Dantia med sin danske vallak Gedevasegaards Diesel, der er vokset meget siden salget til USA.
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Dantia har gjort et virkelig godt arbejde med de unge heste og har bl.a. haft stor succes med Diesel og Bad Boy, der begge har vundet både de californiske og amerikanske championater og er optaget i USDF Hall of Fame i Kentucky for deres mange resultater, fortæller Marie.

Dantia var igen i år til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning for at finde sig en ny dressurhest. Det endte med købet af den 4-årige hoppe Abkærs Feel Good e. Franziskus/Rosevelt (opdr. Jens Chr. Thorhauge), som stadig er i Danmark og i færd med at blive ifolet med hingsten Jovian. Herefter skal hoppen rejse til USA, hvor hun skal have sit føl og senere starte sin ridekarriere.

– Marie har været en stor hjælp i arbejdet med Bad Boy, da jeg har haft svært ved at have ham nok fremme. Faktisk ville jeg have sendt ham med Marie hjem, da jeg er sikker på, at de to vil kunne komme meget langt sammen, men jeg synes, importafgifterne til Danmark er for høje, fortæller Dantia fra Californien.

Marie ankom tilbage i Danmark i forgårs og starter sin egen forretning pr. 1. juni, hvor hun har leget nogle bokse hos Stald Lindballe i Holstebro for at tage heste i træning.

Copyright Ridehesten.com
Maria og Joule.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner